Bemærk!!

NordfynsWeb kræver en bredere skærm.
Prøv med telefonen i bredformat.

Lokalhistorie i Otterup Kommune
Vaskedag

Af Margit Egdal
Materialet er venligst stillet til rådighed af Margit Egdal
Publiceret i Otterup Lokalhistoriske Arkivs blad nr. 43
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb



Vaskedagene var ikke for børn. Der var vand overalt. De voksne havde travlt, de rørte i hedegryden, de hentede kvas til at fyre med, de vred tøj, de skrubbede og de skurede og de skyllede med masser af koldt vand i de store trækar. De arbejdede koncentreret og målbevidst, for hele storvasken skulle koges, vaskes og hænges op samme dag. Madlavningen var nem sådan en dag.

Dørene stod åbne, så damp og væde kunne forsvinde, lidt småkoldt blev der jo. Og så vankede der ikke sådan to retter varm mad og middagsro som ellers... Jo, jeg husker tydeligt min mors vaskedage fra min barndom i 50'erne. Når jeg i dag står og tager tøj ud afvaskemaskinen, er jeg lige ved at give den et lille klap, for jeg har stor sympati for min vaskemaskine. "Godt jeg ikke skal vaske som dengang" tænker jeg så.



Så var storvasken helt anderledes hos min farmor i Roerslev, hun var nemlig med i en vaskeforening! Når hun skulle vaske, blev der sendt bud efter vaskemaskinen, som foreningens medlemmer havde købt i fællesskab. Vasken gik jo helt anderledes nemt med sådan en maskine.



Vi har her i arkivet papirer fra to vaskeforeninger. De blev startet i vaskemaskinens barndom, og da samme maskiner i høj grad har revolutioneret dels husmoderens arbejde dels totalt afskaffet barndomserindringer om dage med lud og koldt vand, vil vi se lidt på hvad der ligger i kassen mærket "Vaskeforeninger".

Roerslev Vaskeforening

Det var nok kvindernes arbejde at vaske, men når der skulle optages lån, var det en sag for mænd. Derfor drog 10 gode mænd fra Roerslev i 1928 til byen for at låne penge til en elektrisk vaskemaskine.

I Landbo-Sparekassen for Fyn lånte de den svimlende sum af 700 kr! Vaske-vidunderet var ingen billig sag. 11 år senere, da maskinen skulle fornyes, var den kun faldet med 100 kr.

Vaskemaskinen fik sin faste plads på elværket. Herfra blev den kørt ud, hvor den skulle bruges. Der var håndtag på, så man kunne køre den som en trillebør.

Min farmor, Anna Egdal, havde vaskemaskinen hver 6. uge. Der var fire sønner, så der skulle hver gang vaskes for fem mandfolk, min farfar iberegnet. Det gav f.eks. en vask af 35 skjorter pr gang. Seks arbejdsskjorter og en manchetskjorte pr mand var forbruget pr storvask. Selv om byen havde fået vaskemaskinen, var der ingen, der kunne finde på at lægge sin skjorte til vask efter kun en dags brug.

Så snart maskinen ankom, blev der hældt vand på, og der blev fyret op under den. Der kunne lægges et helt knippe risbrænde i ad gangen, så vandet blev hurtigt varmt, og der var ikke mere brug for hedegryden (gruekedlen) på vaskedagene. Der var i øvrigt også en varmtvandsbeholder på maskinen, så man kunne tappe varmt vand. Tromlen drejede ved elkraft, og den stod hyggeligt og snurrede i bryggerset. Der kunne være utrolig meget tøj i tromlen. Først blev alt det hvide tøj lagt i og vasket, så det kulørte, til sidst arbejdstøjet.

Denne elektriske vaskemaskine var en stor lettelse for min farmor - men lettelsen var vist nok endnu større, efterhånden som sønnerne blev gift!

Man betalte nogle få kr. i leje, samt et beløb til afdrag på lånet, hver gang man havde maskinen. Ca. en gang i kvartalet kom foreningens kasserer rundt og opkrævede beløbet. Det var igen mændene, som stod for pengesagerne, kan vi se i regnskaberne. De betalte for konernes vask.



Ølund Vaskeforening

Hver by sin vaskeforening, også Ølund. Her blev maskinen også financieret som i Roerslev, ved optagelse af lån i Landbo-Sparekassen Fyns Otterup afdeling. I 1939 blev der lånt 675 kr., det var hvad en "Ferm" stod i - incl. 75 kr. til en transportvogn.

Ølunds vaskeforening bestod i mange år. Der er bevaret regnskaber fra 1947-1965. Vaskeforeningen, eller vaskelauget, som man også sagde, havde i det tidsrum først 11 medlemmer, et tal som faldt med årene, efterhånden som husstandene selv anskaffede vaskemaskiner. Der var 6 medlemmer tilbage i 1965.

Der var noget at samles om i landsbyerne førhen f.eks. vaskelauget, frysehuset - og røremaskineforeningen sågar. Der var mange ting at tale sammen om for 50 år siden. Nu ligger elværket og mejeriet langt væk, er nogen lidt aflægs kommer hjemmehjælpen i stedet for nabokonerne o.s.v. Vi hører det så tit "komme hinanden ved" er ikke, hvad det var engang - men lad os vende tilbage til den dejlige Ferm, som blev anskaffet på Ølund i 1939.



NordfynsWeb
Klik på den lokalitet du søger information om

Udvalgte emner
Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn
Gamle nyheder
Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne
Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn Jul på NordfynsWeb
© Hanne og Benny Doré

Vestergade 16, Særslev. 5471 Søndersø
NordfynsWeb blev udgivet i perioden 2001-2005

NordfynsWeb opdateres ikke.
Der kan derfor være informationer som ikke længere er aktuelle.
Info:
Kontakt (09.00-18.00)
Hanne Doré: 30 24 10 98
Benny Doré: 20 49 10 24
Mail Åbningstider
Nyhedsmail
Få besked om nye vine eller årgange, nyt fra vingårdene, gode tips eller måske et godt tilbud fra DoréDelicato.

Tilmelding Arkiv
Køkkenskriverier:
Skagensbilleder
06. oktober 2020
Stor respekt for Skagens Gren, hvor to have mødes i et overvældende br.....
Læs mere
Vine til årstiden - september 2020
01. september 2020
Afhentningstilbud i september måned 2020 Efter en lang rosé-sæson kal.....
Læs mere

Vestergade 16 | Særslev | 5471 Søndersø
Telefon 30 24 10 98 / 20 49 10 24
Email: info@doredelicato.dk