Bemærk!!

NordfynsWeb kræver en bredere skærm.
Prøv med telefonen i bredformat.

Lokalhistorie i Otterup Sogn
På Otterup Station i 1930'erne

Af Th. Steensgaard. Sandal pr. Fredericia. 1977
Materialet er venligst stillet til rådighed af Otterup Lokalhistoriske Arkiv
Denne artikel blev publiceret i arkivets blad nr. 28
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb





I tiden 01.04.1934 - 31.07.1935 var jeg, der dengang var 20 år beskæftiget som kontormedhjælper på Otterup Station ved Nordfynske Jernbane.

En hård sparetid for jernbanen

På denne tid gennemgik jernbanen den værste sparetid i sin historie, hvilket i høj grad gik ud over personalet. Den store sanering havde netop fundet sted. Ved nogen omrokering med personalet og afgang på grund af alder var en række stationer blevet ledige. Nu blev hele personalet synsprøvet, og som det var hensigten, dumpede en del.

Disse, eller rettere sagt deres koner, blev tilbudt de ledige stationer, der rykkede ned til at blive ekspeditricestationer. Således fik en portør Guldbjerg station, en togbetjent Uggerslev, stationsforstanderen i Kappendrup fik Lunde, en portør Beldringe, hvor den hidtidige stationsforstander blev driftsbestyrer, da han ansås for at være en god forretningsmand. Han havde nemlig tumlet med nogen lastbilkørsel, hvilket imidlertid ikke hindrede hans station i at synke helt ned til ekspeditricestation.

Endelig fik en fyrbøder Snapind. Det vil sige, det var altså ikke dem, men deres koner, men sidstnævnte kendte jo ikke til arbejdet. Instruktion blev der ikke meget af, og det var så meningen, at mændene skulle blive hjemme og hjælpe til på stationen. De blev altså de egentlige stationsbestyrere.

Man så nu de efter synsprøven ubrugelige jernbanemænd gå og tumle med signaler og sporskifter, forlægge krydsninger osv. på deres stationer, der fungerede som togfølgestationer. Deres løn var nogle få hundrede kroner om året plus fri bolig, to månedlige fridage, ingen ferie, en tjeneste fra kl. 6 om morgenen til kl. 1 om natten, men de har vel tænkt som så, at det altid var bedre end at nøjes med mandens pension. Nogle sagde også, at de ikke kunne undvære jernbanen. Det var vel også en måde at bruge pensionskassens midler på.

Også det personale, der ikke var dumpet, mærkede spareforanstaltningerne. Banen havde en togfører, tre togbetjente, ingen motorvognsførere og to lokomotivførere, hvilket selvfølgelig var helt utilstrækkeligt til den ret store toggang, ni tog i hver retning.

Altså kørte portørerne fra Bogense som togførere eller togbetjente og togbetjentene som togførere eller motorvognsførere. En assistent i Bogense fungerede som stationsforstander og vognfordeler der. Hele det fast ansatte personale måtte bidrage med en del af deres løn til banens underskud. Af hensyn til Bogense kommune var hele det kørende personale stationeret der, hvilket var meget upraktisk og medførte mange overnatninger i Odense.

Materiellet

Et godstog i hver retning blev fremført med damp. Ellers med motordrift. Det var i hvert fald meningen. Men det gik nu ikke altid sådan på grund af de hyppige tognedbrud med de to af motorvognene. Den ældste var en gammel benzindrevet M af den lange type, usikker, langsom og ildelugtende hostede den af sted, når den altså ikke var på værksted.

Så var der den lille korte Triangel. Den var ikke meget bedre og for lille til den trafik, der var på banen. Det kunne gå, når den forlod Bogense, men når den gik fra Otterup, sad passagererne i lag. Og i Næsby, hvor der tit steg mange mennesker på, så det helt håbløst ud, men så var der jo ikke så langt til Odense.

Så var der Nordfynske Jernbanes, N.F.J.s, stolthed, den store nye, røde dieselvogn, hurtig, sikker, billig i drift og med god trækkraft. Togpersonalet kaldte den Stauning på grund af farven. Den lange hed Madsen-Mygdal og den lille Triangel Christmas efter den tids politikere. Navngiverne har nok været socialdemokrater.



På grund af de mange tognedbrud måtte man tit ty til damplokomotiverne. Jeg må sige, jeg glædede mig hver gang, det skete, og det gjorde vist de fleste af personalet, men vel ikke dem, der stod for regnskabet. Jeg husker engang, da to af motorvognene var "syge". Da var der nogle dage med masser af herlig dampkørsel.

Køreplanen var god med mange forbindelser, men med det materiel kunne man ikke altid leve op til den. Første tog fra Odense ved 5-tiden om morgenen var en slæber og ofte meget forsinket.





En morgen var det helt galt, og både lokomotivføreren og togføreren, to tyksakker kaldt Store Torvald og Peter Uden Skæg, var tydeligvis ikke helt appelsinfri, hvad de så havde foretaget sig i Odense om natten. Da det varede en evig tid, inden toget nåede afsted mod Bogense, og det medførte hovedposten, måtte man sende en motorvogn ud for at møde det i Skamby og overtage posten. Så kunne de to lystige fyre rokke videre dernedad, så godt de kunne, med godset eller gooset, som man sagde på det drævende nordfynske.

Første tog mod Odense, fra Otterup kl. 07.16, var heller ikke så stabilt, men det skyldtes det dårlige materiel. Den første mandag i hver måned var det desuden kreaturtog og fremførtes af damp med stor forsinkelse uden hensyn til de mange kortrejsende, der skulle på arbejde i Odense.

Med toget kl. 11.34 fra Otterup var det også galt. Det var en sølle overfyldt motorvogn med enmandsbetjening, så det varede en evig tid, inden han fik kontrolleret alle de rejsende, for der var tit mange, der steg på i Otterup. Det hændte da også, at Københavnsforbindelsen var smuttet, når Nordfynske kom til Odense.

Ved de store tog søndag formiddag og aften samt badetogene om sommeren forslog benzinvognene ikke. Her måtte man lade et damlokomotiv eller dieselvognen trække, hvad man fandt på at sætte sammen af banens gamle personvogne, hvoraf mange var fra banens åbning i 1882. Det var små to-akslede kupevogne med udvendig billettering. Nogen havde et underligt svajet ryglæn. Man sagde, at de egentlig var beregnet til damernes tournurer.

Et par af de gamle kupevogne var meget store bogievogne, men dem brugte man ikke ret meget, da de var for tunge. Et sådant tog var ikke just sat sammen med sans for ydre harmoni og skønhed. Små og store kupévogne mellem hinanden, så et par gennemgangsvogne, som banen også havde og måske midt i det hele den lille Triangel, fungerende som personvogn. Det hele så noget sammenbrokket ud.

Forholdene på Otterup Station

Stationen var en lang, lav bygning uden nogen form for udsmykning, men med en stor rejselade fra hestekøretøjernes tid. Der var en stor ventesal med sand på gulvet, hvilket også den gang var noget af et kuriosum. Kontoret var lille med plads til, at to mænd kunne sidde og skrive henne under vinduerne. De sad nærmest med ryggen til dem, der kom ind ad døren. På kontoret stod der en gammel luvslidt sofa, hvilket ikke virkede særlig elegant eller kontormæssigt, men viste sig at være meget nyttigt.

Personalet var stationsforstanderen og en portør, begge 50 år, og jeg, der var 20 år. Stationsforstanderen var en stor, temmelig svær, hvidhåret mand, statelig af udseende. Han lignede en engelsk godsejer, men jævn i sin færd og fynsk i sproget, dog ikke i så høj grad som sin kone, fru Sara, der førte lange private telefonsamtaler fra kontoret med en så skingrende, fynsk stemme, så man næsten fik ondt i ørerne og måtte lade alt arbejde ligge.

Han var venlig og vellidt, men som ægte fynbo, meget temperamentsfuld. Både han og hans kone var udpræget gæstfri, skønt de ellers var meget påholdende i pengesager. Jeg har ofte nydt godt heraf. Det er vist også noget, der ligger til fynboer.

Som eksempel på, hvordan man den gang regnede med penge, kan jeg fortælle følgende historie:

Stationsforstanderen havde en lille dreng, der en tid var på Nyborg Sanatorium. Nu rejste stationsforstanderfruen jævnligt ned for at besøge ham, men hun rejste skam ikke den direkte vej med Statsbanerne til Nyborg, hvilket vel med hurtigtog fra Odense ville have varet en halv time. Nej, hun rejste over Sydfynske Jernbaner, hvor hun havde fripas med togskifte og ventetid i Ringe og standsning ved 10-12 stationer, ud over de 6 på Nordfyn. Det må have taget flere timer. Og det var absolut velstående folk

Det med at være gæstfri og samtidig pengeglad gjaldt også portøren, der ellers var en noget mere sindig og lun type med stort, rødligt overskæg. Jeg ved ikke, om det var hans væsen eller skægget, der gjorde, at han blev kaldt Lådne Ludvig. Han var iøvrigt en pæn mand og også ret dygtig til kontorarbejde, men den tids portører hang ikke meget på kontoret.

Jeg ved ikke, hvordan de hyttede sig i de uopvarmede pakhuse og på pladsen i vinterkulden.

Der sad vi altså stationsforstanderen og jeg dagen lang. Omgangsformen var høflig. Nutidens overdrevne dutteri kendtes ikke. Jeg tiltalte ham forresten heller ikke med De, men i tredje person som stationsforstanderen, som det sig hør og bør over for en højere embedsmand. Jeg sagde dagen lang. Man kunne næsten sige døgnet lang. Vi tre gik på skift uge for uge. To mand mødte kl. 6.00 og blev ved til kl. 19.30. En mand mødte kl. 8.30 og sluttede kl. 1 om natten, i dagens løb kun afbrudt af spisepauser.

Slæberen kl. 6.15 bragte en fast stykgodsvogn til Otterup og altid nogen vognladninger. Vi fik så en stabel fragtbreve ind på kontoret og bogførte dem ved fælles hjælp, så vognmanden kunne få dem kl. 9. Nu var der selvfølgelig ikke uafbrudt arbejde til to mand på kontoret, der ikke havde postekspedition.

Jeg tog mig af de løbende forretninger, banepakker, billetsalg og rejsegods samt, hvad der kom ind af ilgodsfragtbreve i dagens løb. Stationsforstanderen ledede og gik ud til togene, men han snakkede også. Ja, der blev snakket utrolig meget på det kontor. Mange Otterupborgere, hvad enten de havde ærinde der eller ej, lagde vejen derind for at få sig en sludder, desuden kom jernbanens vognmand, der ikke selv kørte, samt rutebilchaufførerne.

Overbanemesteren kom også jævnligt. Så blev hele verdenssituationen ordnet i en håndevending, f.eks. den begyndende borgerkrig i Spanien samt Hitlers udrensning inden for S.A. "Det er dog forfærdeligt, som de kan snakke," sagde jeg en dag til vognmandens chauffør. "Ja, de er kloge i den alder," svarede han. Tit glemte stationsforstanderen alt andet under diskussionen. Han så ikke, at der var lang kø ved billethullet, og at jeg var ved at køre sammen i billetsalg, barnevogne, cykler og andet rejsegods med overvægt. Togmeldingen hørte han heller ikke.

Så pludselig holdt toget der, og endnu var køen lang. Men så vågnede Holger Danske op til dåd. Snakkebrødrene blev fejet til side. Han for ud i ventesalen og jagede med de rejsende, så ud på perronen, løb langs toget og råbte og kommanderede. Men jeg tror, han nød det - at optræde som den travle chef. Når det var overstået, brummede han over de dumme rejsende, der altid kom i sidste øjeblik!

Efter middagstogene ved 13-tiden var der en pause til kl. 14.30. Jeg var noget i tvivl, om jeg skulle tage en lur på den gamle sofa. Søvn havde jeg i høj grad brug for. Eller skulle jeg cykle mig on tur? Frisk luft trængte jeg også til, og om sommeren valgte jeg gerne det sidste, skønt omegnen landskabeligt set var ret kedelig. Når jeg kom tilbage til kontoret, fandt jeg stationsforstanderen sovende på sofaen med døren åben. Han kunne ikke lide, at en evt. kunde med en banepakke eller lignende skulle gå forgæves.

Så ved 17-tiden lagde portøren fragtbrevene ind på kontoret. Der var en 20-30 stykker, og nu fik vi travlt. Den ene satte dem i fragt. Den anden bogførte. De skulle være færdige til slæberen ved 19.30-tiden. Havde jeg nattjeneste, var der en pause fra 22.30-00.30, hvor jeg lå på den gamle sofa, der altså havde sin funktion. I en utryg slummer hørte jeg Odense kalde Snapind kl. 00.10, og kort efter Snapind kalde Næsby. Begge de små stationer havde bomme, så konerne eller deres mænd måtte være oppe.

Derimod var Søhus og Lunde lukkede, så det varede et stykke tid, inden Beldringe kaldte Otterup, så var det tid at gå ud og tænde lys i signal og sporskifter og stille sig op ved bommene, hvilket kunne være koldt om vinteren. Toget ankom kl. 00.45, og efter tilbagemeldingen fra Kappendrup kunne man endelig komme i seng og få en kort søvn, inden man igen skulle op kl. 8.00.

Det var fredelige tider. Bøller og vandaler i ventesalen kendtes ikke, hvilket kunne have været ubehageligt ved nattjeneste.

Mine ansættelsesforhold var forfærdelige. Lønnen var kr. 60,- pr. måned, hvilket også dengang var lidt, især da der ikke var tale om fast ansættelse. Dertil havde jeg ved stationsforstanderens barmhjertighed et meget lille værelse på stationen, hvor der lige kunne stå en seng og et servantestel. Der var ingen opvarmningsmuligheder.

Derfor passede det mig sådan set godt med den lange tjeneste, da jeg ellers ingen steder havde at være. Jeg fik fuld kost på afholdshotellet for kr. 12,- om ugen, så jeg klarede mig og kunne utroligt nok lægge lidt op (jeg fik jo trukket fra på hotellet, når jeg rejste hjem til Middelfart på mine fridage). Jeg oprettede i hvert fald en konto i Fyens Discontokasse i Odense.

Hvorfor fandt jeg mig i det?

Ja, arbejdet interesserede mig, og det var jo i 30-erne med den store arbejdsløshed, så jeg blev der i 16 måneder, indtil jeg fik en bedre lønnet stilling ved andre privatbaner. Efter en måned gjorde jeg egentlig fuldstændig tjeneste som assistent. Bestyrede stationen på ferier og fridage - efter bedste evne. Kontorarbejdet kom jeg hurtigt efter, men sikkerhedstjenesten! Det var vist mere lykke end forstand, at det gik godt. Særlig søndag aften var hård, når jeg var alene med portøren. Vi havde krydsning af to store tog ved 22-tiden. Portøren havde nok at gøre med at løbe fra det ene sporskifte til det andet. Afstanden var vel en lille halv kilometer. Der var en masse rejsende, cykler, barnevogne samt bommene og signalerne at passe for mig.

Tirsdag formiddag var der travlhed, især for portørerne. Da var der svinedag, og der blev gerne 2-3 vognladninger til slagteriet i Odense. Det var i svinekortenes tid. Som en foranstaltning mod overproduktion af svin havde bønderne fået udstedt svinekort for det antal svin, de måtte levere til en nogenlunde anstændig pris. Uden svinekort fik de næsten intet for grisen.

Svinekortene blev indleveret på kontoret og sendt anbefalet til slagteriet sammen med svinene. På bestemte dage kom der også en masse fragtbreve på halve grise fra slagteriet til bønderne. De var egentlig bestemt til bøndernes eget forbrug, men i virkeligheden måtte vi føre lange lister over f.eks., at grisen til den og den bonde i virkeligheden skulle leveres til den og den person. Det var vistnok ulovligt.

Skiftedagene 1. maj og 1. november var også store dage med et rend dagen (og aftenen) lang af bønderkarle med deres klædeskabe.

Men det store sus for Otterup station var sommertrafikken til Hasmark strand, hvor mange odenseanere havde sommerhuse. De begyndte at arrivere sent lørdag eftermiddag (det var før, der var noget, der hed week-end), og søndag formiddag kom de i nogle af de ovenfor beskrevne "uharmoniske" kæmpetog til viderebefordring med rutebiler til Hasmark strand.

Det meste af togstammen blev så stående i Otterup til om aftenen og gik tilbage i særtog kl. 20.15. Det var nu ikke altid sådan at beregne, hvor mange rejsende, der kom.

En aften, da jeg havde tjeneste, var der ikke nær plads nok til de mange rejsende i det oprangerede særtog, og de rejsende var nærved at lynche mig, til vi så fik arrangeret et nyt særtog fra Bogense.

Det er mærkeligt at tænke sig, at det jo har været den odenseanske overklasse, der fandt sig i at skulle bumle med det lille tog og standse ved seks stationer inden Otterup, og derfra skifte over til rutebil for at komme til deres sommerhus, og også dengang talte man om de alt for mange biler på vejen fra Odense til Otterup.

Efteråret stod i roernes tegn. Roesæsonen varede fra sidst i oktober til jul med mange lange roeslæbere og vognladninger af roeaffald retur til bønderne. Over stationsområdet var der til stadighed en sødlig duft fra affaldet, og hele pladsen var et ufremkommeligt ælte.

Otterup by og omegn

Otterup havde en 11-1200 indbyggere og et stort opland, hvortil der var udkørsel fra stationen. Der var flere industrivirksomheder i byen: geværfabrikken, en træskofabrik, en tæppefabrik, en maskinfabrik og et apotek, der gav os meget at bestille på en ubehagelig måde, da budet altid kom med en masse småpakker i sidste øjeblik, og de skulle absolut med. Det gjaldt liv eller død! Særlig galt blev det, da det blev ordnet således, at der kunne trækkes efterkrav på disse banepakker.



Vi havde en masse rejsende blandt den bedrestillede del af befolkningen, medens det nu om dage nærmest kun er meget gamle folk og tjenestepiger, de få der er af slagsen.

Blandt dem, der jævnligt benyttede jernbanen, kan nævnes: lægefruen, præsterne fra Otterup og opland, realskolebestyreren, bankdirektøren, ja, selv hofjægermester Hofman-Bang fra Hofmansgave. Han kom ind med den gamle rutebil og forlangte med sin distingverede, lidt nervøse stemme: "En tredje tur-retur København."

Om aftenen samledes en stor del af borgerne på Afholdshotellet til kortspil, kronesmausel, der dengang regnedes for et meget højt spil. Jeg selv fik også min sparsomme fritid til at gå med mausel, dog ikke krones, men øres, med mine medpensionærer på hotelles.

Livet levedes i øvrigt i al gemytlighed. En stor rolle spillede øgenavne, hvilket vist også er noget typisk fynsk. En reservepost blev på grund af sit store hængende overskæg kaldt hvalrossen, og da det ikke var sjovt mere, blev det ændret til rosvallen. En fiskehandler med fornavnet Hannibal blev til kannibalen. Det var især rutebilschaufføren til Hasmark, der var opfindsom i den henseende. Han var i øvrigt en stor kværulant, altid i krig med stationsforstanderen, idet han ikke rigtigt kunne glemme, at hans rutebil nu var overtaget af jernbanen, og han altså måtte rette sig efter dens regler og takster.

Efter de her beskrevne forhold synes man jo, at jernbanen, sammenlignet med nu, spillede en absolut central rolle for befolkningen, men også dengang hørte man udtalelser som: "Der er ikke noget ved jernbanen mere. Byen er vokset fra stationen. Der er alt for mange biler."

Og banens lukning drøftedes som nær forestående. Den gav jo også stort underskud, trods de små lønudgifter. Men taksterne var også små og måtte jævnligt nedsættes. Ja, tænk, vi måtte ændre billetpriserne nedad. Taksten for svin til Odense var vist 35 øre. Banepakker til 2 1/2 kg. lokalt kostede 20 øre.

Helt grotesk lyder det, at assistenterne fra Bogense, når de i begyndelsen var på afløsning i Otterup, var forargede over, at den, der var begyndt tjenesten kl. 6.00, havde fri efter toget kl. 19.15. Da de var unge, måtte de rigtignok blive fra første til sidste tog.

Tiderne ændrer sig.

Th. Steensgaard. Sandal pr. Fredericia. 1977



NordfynsWeb
Klik på den lokalitet du søger information om

Udvalgte emner
Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn
Gamle nyheder
Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne
Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn Jul på NordfynsWeb
© Hanne og Benny Doré

Vestergade 16, Særslev. 5471 Søndersø
NordfynsWeb blev udgivet i perioden 2001-2005

NordfynsWeb opdateres ikke.
Der kan derfor være informationer som ikke længere er aktuelle.
Info:
Kontakt (09.00-18.00)
Hanne Doré: 30 24 10 98
Benny Doré: 20 49 10 24
Mail Åbningstider
Nyhedsmail
Få besked om nye vine eller årgange, nyt fra vingårdene, gode tips eller måske et godt tilbud fra DoréDelicato.

Tilmelding Arkiv
Køkkenskriverier:
Skagensbilleder
06. oktober 2020
Stor respekt for Skagens Gren, hvor to have mødes i et overvældende br.....
Læs mere
Vine til årstiden - september 2020
01. september 2020
Afhentningstilbud i september måned 2020 Efter en lang rosé-sæson kal.....
Læs mere

Vestergade 16 | Særslev | 5471 Søndersø
Telefon 30 24 10 98 / 20 49 10 24
Email: info@doredelicato.dk