Bemærk!!

NordfynsWeb kræver en bredere skærm.
Prøv med telefonen i bredformat.

Lokalhistorie i Bogense Kommune
Tøjet i min barndom

Af Erna Rasmussen
Materialet er venligst stillet til rådighed af Lokalhistorisk Arkiv, Bogense
Denne artikel blev publiceret i arkivets årbog 2002
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb



Noget af det første tøj, jeg kan huske fra min barndom - ca. 5 1/2 år - var en fin underkjole. Sådan en havde jeg aldrig haft før. Jeg skulle til mine bedsteforældres sølvbryllup. Kjolen var også ny, men jeg kan slet ikke huske, hvordan den så ud. Jeg blev sur på min mor, fordi jeg ikke måtte få underkjolen til at hænge et godt stykke forneden. Så skulle da pokker have en fin underkjole med blonde, når ingen kunne se den! Det fandt jeg råd for. Min far har senere fortalt, at jeg hele tiden hev op i kjolen, så alle gæsterne fik rig mulighed til at se den.

Forklæde blev brugt til hverdag. Ja, jeg havde også et fint, hvidt og stivet et til at skåne søndagskjolen med. En dag jeg havde det på, "kom jeg til" at lave plørekager, og det bar forklædet spor af. Så vendte jeg det da bare med legekammeratens hjælp. I farten tænkte jeg dog ikke på, at kjolen heller ikke så godt ud, så der faldt brænde ned, da jeg kom hjem.

Små piger bar også hat til fint brug i 20'erne og 30'erne. Jeg havde fået en blå stråhat med kunstige kirsebær på den ene side. Vi skulle i byen, og jeg blev først færdig. Så skulle jeg stå stille midt i vores lille gård og vente på de andre. Men en stor måge tabte en klat på hatten, og nej, hvor blev jeg gal! Jeg blev aldrig mere glad for hatten og slet ikke for måger!

Min bedste strikkede "klokker", mest af restegarn. En "klokke" var et skørt til at have under kjolen om vinteren. Åh, de var tykke, klodsede og umådelig grimme. Jeg nægtede at tage dem på, men min kusine var ikke så modig, så hun sled dem trofast op.

Vi havde også livstykker på. Det var tykke, rillede bomuldsnogen med knapper i. Der var også knapper i strømperne beregnet til at sætte et stykke elastik i med knaphuller, lige lavet til formålet. Strømperne var også tykke og stive og lidet pæne. Jeg mindes, det altid var den samme slags i en kedelig brun farve.

Engang manglede jeg en frakke. Så syede min mor bedstemors gamle plysfrakke om til mig. Den havde hun fået under Den første Verdenskrig, ifølge min bedstefar til en høj pris, da det heller ikke under den krig var nemt at købe noget som helst. Den blev sørme pæn, selv om den havde et grønt skær af ælde. Det skulle vi i dag byde en 10-11 års pige!

Mor syede selv det meste af min søsters og mit tøj. Som alle håndværkere havde hun svært ved at beregne tiden, det tog. Hele familien skulle på besøg i Svanninge hos min faster og onkel. Mor syede en grøn, ulden kjole til mig. Der hørte en sort fløjlsvest med broderi til. Men ak! Hun nåede ikke at sy knaphullerne, som en silkesnor skulle snøres om, så jeg fik ordre til at kamuflere dem. Det var sørme ikke nemt en hel dag, men mon faster dog havde tid til at se på mig?

Jeg fik engang et par silkestrømper af min faster Ellen. Oh, hvilken lykke! De var godt stoppede i foden, mærkeligt gule i farven, kunne jeg senere se, men bløde, tynde og glatte. Jeg skulle i teater med skolen, men jeg kan hverken huske togrejsen eller stykket, vi så. Jeg kan heller ikke huske, hvordan jeg holdt herlighederne oppe. Derimod kan jeg tydeligt huske den dejlige fornemmelse, de strømper gav på benene.

Dengang brugte piger jo ikke lange bukser, så vi frøs meget på det stykke med bart, der altid var på vores lår. Det kom jeg til at tænke på, da jeg en dag hørte en forfærdelig sang i radioen om silkebløde lår. Det er nok derfor, at jeg slet ikke har sådan nogle!

Mon det var derfor, at min allerbedste konfirmationsgave var en spirella hofteholder, syet til mig (af Alma Gullo, Østergade 28). Den var lækker og holdt i mange år. Desværre holdt den lille gummiduppedit, der skulle holde strømperne fast med en lille krog, ikke. Skidt! En enøre passede lige til formålet. Der var bare det minus, at enøren så nemt gled ned ad benet!

Disse minder skrevet, da man hører så meget om små pigers rædsomme påklædning i dag. Vi var nok ikke så fikse altid, men vi lignede det, vi var - små piger!



NordfynsWeb
Klik på den lokalitet du søger information om

Udvalgte emner
Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn
Gamle nyheder
Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne
Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn
© Hanne og Benny Doré

Vestergade 16, Særslev. 5471 Søndersø
NordfynsWeb blev udgivet i perioden 2001-2005

NordfynsWeb opdateres ikke.
Der kan derfor være informationer som ikke længere er aktuelle.
Info:
Kontakt (09.00-18.00)
Hanne Doré: 30 24 10 98
Benny Doré: 20 49 10 24
MobilePay: 845 445
Mail Åbningstider
Nyhedsmail
Få besked om nye vine eller årgange, nyt fra vingårdene, gode tips eller måske et godt tilbud fra DoréDelicato.

Tilmelding Arkiv
Køkkenskriverier:
Udvalgte værker fra 2023
07. januar 2024
Så er årets lille hæfte sendt til trykkeriet. Du kan smugkigge på udva.....
Læs mere
Barbera d'Alba
21. november 2023
Bel Colle Barbera d'Alba Ape Reale Ny vin i sortimentet Barbera Ape .....
Læs mere

DoréDelicato | Vin&Kunst
Vestergade 16 | Særslev | 5471 Søndersø
Telefon 30 24 10 98 / 20 49 10 24
MobilePay: 845 445
Email: info@doredelicato.dk