Lokalhistorie i Klinte Sogn
Udskriv denne side
Erindringer fra Æbelø 1940-1944

Af Poul Erik Andersen
Materialet er venligst stillet til rådighed af Lokalhistorisk Arkiv, Bogense
Denne artikel blev publiceret i arkivets årbog 2002
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb





Hvorfor flytte til Æbelø?

I foråret 1940 fik min far, Hans Peter Andersen, arbejde med at hakke roer på Æbelø. Han boede derovre, medens resten af familien boede på Fyn.

Da roearbejdet var færdigt, havde man brug for ham til andre opgaver. Senere kom høsten, hvor der også var brug for ham. Efter høsten blev han tilbudt fast arbejde som skovarbejder, og hans familie kunne flytte derover. Da det så lykkedes for ham at overtale sin kone, Bertha, til at flytte med derover, skete flytningen i efteråret 1940.

Det var ikke så lige en sag at flytte til Æbelø dengang. Møbler og andet indbo blev fragtet til Nørreby Strand, hvor der boede en mand, der med motorbåd med tre-fire pramme efter fragtede brænde fra Æbelø til Fyn. Indbo og familie blev lastet i en af disse pramme, og så gik turen over vandet til Æbelø. Anløbspladsen for denne sejlads lå ved bugten, hvor Bråddet ender. Det er det område, som kaldes Skovfogedkrogen.

Herfra gik turen med hestekøretøj til det sted, hvor vi skulle bo.

Husene, vi boede i

Vi skulle bo i det lille hus, der lå som det første, man kom til på Æbelø. Det lå over for den trelængede bygning, Skovfogedgården, og blev kaldt for "kirken". Det blev senere kaldt "skolen".

Det var et meget lille hus. Det er nu revet ned, men man kan endnu se husets grundplan. Den er dog større, end da vi boede der, da der er blevet bygget to-tre fag til. Det kan være sket i forbindelse med, at der blev indrettet skole i huset.



I arbejderhusene på Æbelø var der ikke eletricitet, så der var kun petroleumslamper at se ved. Når man skulle fra et rum til et andet, måtte man have lampen med, og de, der blev tilbage, sad så i mørke.

Huset lå på et efter forholdene trafikeret sted, da al trafik til og fra øen, som gik over Bråddet, skulle forbi her. Det var ofte, at der var gæster på gården, og de blev tit kørt i hestevogn over til Lindø.

En daglig "gæst" på øen var posten. Han hed Hans Kristian Knudsen, og han boede på øen Ejlinge, der ligger nærmere ved Fyn. Han kom gående med sin store posttaske, og var ofte belæsset med pakker. Da vi jo boede i det første hus, han kom til, var det en fast tradition, at han fik kaffe, når han kom. Han havde dog altid så travl, at kaffen blev indtaget stående, og han hældte den op i underkoppen, hvor den hurtigere svalede af. Han drak den også af underkoppen.

Vi flytter overfor

Efter at have boet i "kirken" en tid flyttede vi over i skovfogedgården. Grunden til denne flytning var, at der ankom 10-12 mand til øen, som skulle rydde stød (stubbe) til brændsel. Ifølge Bogense Avis kostede en rummeter stødbrænde 40-50 kr. Disse såkaldte stødtropper skulle bo i "kirken", og så skulle min mor lave mad til dem. De skulle hver betale tre kroner om dagen for denne service. Det var ikke så lang tid, dette arbejde stod på, men vi blev boende i skovfogedgården en tid derefter.

Det var et mere eksklusivt sted at bo. Der var indlagt vand, badeværelse og WC. Da der jo heller ikke her var elektricitet, måtte man pumpe vandet op i en beholder, der var placeret på loftet. Dette skete ved hjælp af en såkaldt vrikkepumpe ved håndkraft.

I et hus ikke langt fra skovfogedgården boede en familie, hvor manden også var skovarbejder, og som var makker med min far. I den familie var også en pige, Anny, som var et par år ældre end mig, og som jeg legede meget med.

Medens vi boede i skovfogedgården, mødte jeg Osvald Helmuth. Han og hans kone kom ofte på Æbelø, hvor de besøgte øens ejer, som på det tidspunkt var direktør Kai Dindler. Det var som gæst ved Dindlers sølvbryllup, at de var her. Annys mor var oppe på gården for at hjælpe til i køkkenet i forbindelse med sølvbrylluppet, og så skulle Anny være hos os imens; men om morgenen, da min mor var ved at binde hendes hårsløjfe, besvimede hun. En af Dindlers svigersønner, som var læge, kom ned for at tilse hende. I følgeskab med lægen var Osvald Helmuth, og han gik rundt ude på gårdspladsen, hvor han galede som en hane. Min søster, Karna, og jeg, som også var derude, fik hver en 25-øre af ham, men vi fik det pålæg, at vi ikke måtte drikke pengene op. Sønnen, Frits Helmuth, har også flere gange været med derovre.

Jeg måtte desværre sige farvel til Anny. Da hun jo var et par år ældre end mig, nåede hun den alder, hvor hun skulle i skole, og da en sådan ikke fandtes på Æbelø på det tidspunkt, var familien nødt til at forlade øen.

Der var også her forbi en del trafik med at køre det fældede træ ned til den før omtalte anløbsbro, hvorfra træet blev lastet på pramme og sejlet til Nørreby Strand. Der blev også kørt en masse kævler derned, men de blev lastet på et større skib, som sejlede dem videre til forarbejdning. Stødbrændet blev også i større skibe sejlet til København.

Flytning til Æbelø Gård

Efter et par år skulle vi så flytte igen. Det blev op på selve Æbelø Gård. Min far skulle arbejde på gården som forkarl, og min mor skulle lave mad til de karle, som tjente på gården. Der var gerne fire-fem karle og en fodermester samt en altmuligmand, der bar brænde ind i køkken og stuer. Han passede også høns og andet fjerkræ. Til de fleste tider var der også en tjenestepige til hjælp. I 1943 blev alle arbejderhusene renoveret, så disse håndværkere spiste og boede også på gården.

Det var meget spændende at komme derop at bo. For det første var der elektrisk lys, hvilket betød, at man ikke skulle gå rundt med disse uhåndterlige petroleumslamper. Man kunne også bruge en radio tilsluttet lysnettet i stedet for dem, som der anvendtes ude i arbejderhusene, og som krævede både batteri og akkumulator.

På dette tidspunkt var ca. en femtedel af den 250 ha. store ø udlagt til landbrug.

Til gården hørte også et større dyrehold. Der var syv-otte spand heste, som blev brugt til gårdens drift. Det kunne lyde af mange heste for at drive en gård på ca. 50 ha., men der var også brug for heste til at køre træ ud af skoven, og ofte var der en vogn i land for at hente eller aflevere gæster til gården på Lindø. Der kunne også være andre ærinder, der skulle besørges. Jeg husker engang, hvor der skulle hentes en orne i Vesterby. Hele familien var med, da det passede med at besøge noget familie samtidig. Da vi skulle have denne orne med, foregik turen i fjællevogn. Det blev lidt sent, inden vi kom af sted hjemad, og det var meget mørkt, da vi kørte over Bråddet. Sandet lyste dog lidt. Da vi kørte op gennem alléen, var det blevet bælgravende mørkt, men hestene kendte vejen.

For at holde gården og øens øvrige beboere med mælk var der vel 10-15 køer, og den mælk, som ikke blev brugt i de forskellige husholdninger, blev overladt til de grise, som også hørte til gården. Bag ved gården ned mod fyret lå en to-etagers svinestald. Jeg ved ikke, om den i vores tid var fyldt op. Men på et tidspunkt var der ca. ti grisesøer.

Til gården hørte også en gammel traktor. Det var en Massey Harris, men den var næsten umulig at starte. Den skulle altid trækkes i gang med et spand heste. Dette gamle køretøj, der kørte på generatorgas, blev ikke brugt i marken, da det dårligt kunne trække sig selv. Det blev fortrinsvis brugt til at trække kværne og tærskeværk, når der skulle tærskes og males korn.

I begyndelsen, vi boede på gården, var der elektricitetsværk i den lille kvadratiske bygning, der ligger lidt fra gården ned mod havnen. Her stod en dieselmotor, som lavede strøm til gården forbrug. I den anden halvdel af denne bygning var der vaskehus.

Men da det på grund af krigen ikke var muligt at få tilstrækkeligt med dieselolie, blev der bygget et nyt elektricitetsværk oppe bag ved laden. Ved siden af dette, som stadig eksisterer, blev der bygget en vindmølle, som skulle sørge for fremstillingen af elektriciteten. I stille vejr måtte den dog have hjælp af den gamle traktor. Møllen er for længst brækket ned.

Senere kom der en mere anvendelig traktor til Æbelø. Det var en Fordson, som dog også blev fremdrevet ved hjælp af generatorgas. Den var som den gamle med jernhjul med store jernklør for bedre at kunne stå fast, når den arbejdede i marken. Den blev især brugt til pløjning og harvning og til at trække selvbinderen, når der skulle høstes.

Forbindelsen mellem Æbelø og Fyn

Det var jo nødvendigt, at der var forbindelse mellem Æbelø og Fyn. Som tidligere nævnt var der en vis trafik over Bråddet med hestekøretøj. Men der var også anden forbindelse.



Æbelø havde en båd liggende i havnen, som sejlede varetur om fredagen. Her kunne øens beboere komme med, når de havde ærinder på Fyn. Det egentlige formål med turen var dog at bringe varer til de forskellige husholdninger på øen. Man kunne nogle dage før ringe til de handlende, som man manglede varer fra. De blev så pakket i trækasser og leveret ned til båden om fredagen. De handlende kunne så tage de tomme kasser, som var retur med båden, og bruge dem til næste fredags levering.



Når varerne fredag aften var kommet i land fra båden på Æbelø, blev de med hest og vogn bragt rundt til øens beboere.

Senere var det en stenfisker, der en tid holdt til på Æbelø, som stod for disse sejladser, og senere igen var det fiskerbåde fra Bogense, som havde overtaget turen.

Når der var valg til folke- og landsting og kommunevalg, foregik dette i Nørreby, og så blev man kørt i hestekøretøjer derover, så der blev en udflugt ud af det.

Hvis man ellers skulle til en eller anden familiekomsammen en søndag, foregik det hen over Bråddet på gåben. Fra Æbeløholm kunne man sejle, hvis man havde fået lov at låne en pram, og der var vand nok til, at man kunne sejle, ellers var det en vadetur til Lindø. Og så var det videre på cykel til bestemmelsesstedet. Jeg kan dog huske, at vi en søndag havde fået lov at låne charebangen. Vi skulle besøge noget familie på Fyn. Men det var ikke ofte, det skete.

Det kunne heller ikke undgås, at der skete arbejdsulykker derovre. En skovarbejder huggede sig i foden med sin økse og måtte køres i land til lægebehandling. En anden måtte gøre samme tur, da han kørte løbsk med et spand heste og kom slemt til skade med hånden.

Det har også været tæt på, at en af øens kvinder har født i båden på vej over til Bogense. Det var ikke ualmindeligt, at børn fra Æbelø, som blev født på Bogense Sygehus, blev døbt der, så man var fri for at tage i Klinte Kirke med dem senere.

Altid huset fuldt af fremmede

Som tidligere nævnt lavede min mor mad til de folk, der tjente på gården. I begyndelsen spise de i den stue, som hørte til vores lejlighed, men der blev senere indrettet en folkestue i et karleværelse, men dog med dør til vores stue. Når karlene var færdige med at spise, satte de sig ofte op i stuen hos os, da der ikke var noget andet opholdsrum for dem.

Nogle af disse karle fordrev ofte tiden med at spille kort med min søster og mig.

Det kunne være ret indtjenende at have karlene på så nært hold. Direktør Dindler kom ofte for at snakke med karlene, og han havde til de fleste tider en lO- eller 25-øre i lommen, som han gerne delte ud til os. Disse småmønter lyder ikke af meget her i det tredje årtusind, men set i forhold til en dagløn på syv kr., som jeg har set noteret på min fars kontrakt som forkarl, var en 25-øre jo alligevel løn for en trediedel times arbejde. Der var vist en arbejdsdag på ni timer i landbruget dengang.

Krigen

I 1943 blev Æbelø solgt og omdannet til et aktieselskab med Dindler som direktør. Ifølge Bogense Avis d. 2. april 1943 var overtagelsessummen 0,5 million kr., hvoraf de 225000 kr. var for løsøret.

I samme avis kunne man læse om, at det såkaldte Æbeløprojekt igen blev luftet. Det gik ud på, at der skulle bygges en dæmning mellem Æbelø og Æbeløholm. Dindler var meget optimistisk om, at dette projekt kunne gå i gang, og at Æbelø ville være landfast med Fyn i løbet af et års tid. Men det skete da "heldigvis" ikke.

Men efter en tid fandt Dindler ud af, at nogle af aktionærerne havde tætte relationer til den tyske besættelsesmagt, hvorfor han trak sig ud af foretagendet, og han forlod Æbelø.

Nogle af disse nye ejere havde firmaer, der arbejdede for tyskerne både her i landet og i Tyskland. Der kom nogle mennesker, som havde arbejdet i Tyskland på rekreation på Æbelø. Især en af dem var meget præget af tiden dernede. I begyndelsen, han var på øen, og når der kom en flyvemaskine hen over, og han var indendørs, gemte han sig under bordet.

Eller når han arbejdede i skoven, og en fasan fløj op, kastede han sig ned på maven, fortalte han.

Ellers var der meget fredeligt på Æbelø under krigen. Men det skete dog engang, at der landede en flyvemaskine i roemarken, der var lige ved gården. I maskinen var der en tysk officer, en dansk tolk og en pilot. Min mor og en kone, der boede i lejligheden ved siden af os, og vi børn var oppe og se den. Men den lettede ret hurtigt igen, og jeg ved ikke, om de snakkede med andre end os.

Til Hitlers fødselsdag d. 20. april 1944 var der mange flyvemaskiner hen over Æbelø, og en af dem fløj så lavt hen over gården, at tagstenene raslede. Der var tit engelske flyvemaskiner hen over øen, men denne aften og nat var det særlig slemt. Det var vel englændernes måde at ønske til lykke på.

Jeg husker også, at vi har stået på gårdspladsen, hvor vi har set måske hundrede flyvemaskiner, der meget højt oppe fløj mod eller fra Tyskland.

Ved fyret landede en såkaldt spærreballon. Det var nogle store balloner, der var hængt op ved tyske byer for at "fange" engelske flyvemaskiner.

Farvel til Æbelø

Men som så mange andre familier måtte vi også forlade Æbelø.

Netop på det tidspunkt, hvor øen blev solgt til tidligere nævnte aktieselskab, nåede jeg netop den alder, hvor jeg skulle i skole. Men når min far snakkede med ejerne om at ville forlade øen, var deres svar altid, at der efterhånden var en del børn, som ville nå den skolepligtige alder, og der ville så komme en lærerinde over for at undervise dem.

Indtil da fik min far en ordning med skolen i Jersore om, at han skulle læse og regne med mig; men det blev ikke nogen succes, og i sommeren 1944 var det slut med friheden. Vi skulle forlade Æbelø, og jeg skulle i skole.

Det kunne også være blevet en lang ventetid. Jeg ved om en familie, der også på grund af manglende skole, måtte rejse fra øen i 1946.

Der skulle gå mange år, inden jeg atter satte foden på min barndoms ø. Det skete i 1989, og da så det hele meget anderledes ud. Husene var ubeboede, og de fleste marker var groet til med græs og ukrudt. Der boede nu kun to-tre personer derovre, men til gengæld var der en masse rådyr. På det tidspunkt, vi var der, var der vel 40-50 beboere.

Men på 45 år kan der jo ske store forandringer.

I slutningen af 1990-erne blev arbejderhusene desværre brækket ned, og der står kun huset på Østerhoved tilbage. Men det står som ruin.



Geografisk søgning
Udskriv denne side
Klik på den lokalitet du søger information om

Udvalgte emner
»Fortidsminder 
»Gadekær 
»Kirker 
»Mindesmærker 
»Naturområder 
»Slotte og herregårde 
»Skulpturer 
»Øvrige 
»Lokalhistorie 
»Cykelruter på Nordfyn 
»Gamle nyheder 
»Nordfynske vejnavne 
»Nordfynske stednavne 
»Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn 
© Hanne og Benny Doré

Vestergade 16, Særslev. 5471 Søndersø
NordfynsWeb blev udgivet i perioden 2001-2005

NordfynsWeb opdateres ikke.
Der kan derfor være informationer som ikke længere er aktuelle.
Kontakt (09.00-18.00)
Hanne Doré:30 24 10 98
Benny Doré:20 49 10 24
E-mail:Klik her
Åbningstider:Klik her
Nyhedsmail
Få besked om nye vine eller årgange, nyt fra vingårdene, gode tips eller måske et godt tilbud fra DoréDelicato.
Tilmelding:» Klik her
Find vin
» Pris
» Klassifikation
» Vinhus
» Nye vine og årgange
» Få flasker tilbage
» Med skruelåg
» Økologisk
» Gambero Rosso
» Wine Spectator
» Robert Parker
» Alle topvine
Eller skriv søgeord:
Køkkenskriverier
Nietzsche og Venedig
01. maj 2020
Det hotel vi plejer at bo på i Venedig er jo som stort set alt andet i.....
» Læs mere
Bliver hjemme med min tømrerblyant
11. april 2020
Den 12 marts corona-lukkede vi vores fysiske butik og fulgte statsmini.....
» Læs mere
» Alle køkkenskriverier