Lokalhistorie i Bogense Sogn
Udskriv denne side
Paghs minde

Af Palle E. Petersen
Materialet er venligst stillet til rådighed af Lokalhistorisk Arkiv, Bogense
Denne artikel blev publiceret i arkivets årbog 2001
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb




På Kirkebakken, Bogenses smukke sti, der fører fra Havnen op nord om kirkegårdsdiget i retning mod Østerø, sidder gamle Pagh indfældet som bronzemedaillon øverst på et granitmonument og skuer ud over vandet mod Jylland, så godt han kan for træer og buske.

Mindesmærket er placeret i et lille anlæg, der har set bedre dage, det står faktisk og gemmer sig lidt, og anlægget, der omkranser monumentet, trænger til en kærlig hånd. Kun selve granitmonumentet står næsten upåvirket af vind og vejr.

Paghs livsforløb.

Christian Lehmann Pagh blev født i Fredericia d. 17. januar 1841 som 7. barn i en børneflok på 9. Hans forældre var snedkermester Niels Pagh og Ane Margrethe, født Vindeleff.

Hans barndom i garnisionsbyen Fredericia blev ikke en dans på roser. Da han var 5 år, blev hans forældre skilt, og alle børnene måtte hjælpe deres mor det bedste, de kunne. To af hans storesøstre blev dog sendt i pleje hos moster og onkel i Christiansfeld. Han oplevede treårs-krigen 1848-50 på nærmeste hånd d. 6. juli 1849, hvor det afgørende slag ved Fredericia stod.

Som større blev han bydreng på Fredericia Avis, og da han var blevet konfirmeret, kom han i lære som bogtrykker og typograf hos redaktør Eibeschütz. Efter at være blevet udlært i 1860 arbejdede han her i nogle år. De næste år sørgede han for at dygtiggøre sig ved at deltage i mange kurser om aftenen, og med den ihærdighed, han udviste her og på trykkeriet, blev han snart redaktørens betroede mand. Han fik også med tiden overdraget nogle redaktionelle og journalistiske opgaver. Således var han i 1863 ved sin principals bortrejse en periode forretningsfører for ham.

1864 blev et skelsættende og afgørende år for Pagh. I marts måned blev Fredericia belejret af preussisk-østrigske tropper, og redaktør Eibeschütz bragte sig i sikkerhed i København sammen med det meste af avisens trykkerimateriale. Da byen d. 20. marts blev bombarderet, sørgede den unge Pagh for at grave resterne af trykkeriets typer og materialer ned i haven, hvorefter det lykkedes ham sammen med sin mor og søster samt hendes børn ombord på et skib at flygte til Bogense.

Da den danske hær d. 26. april havde rømmet Fredericia og overlod byen og fæstningen til de fjendtlige tropper, blev Pagh af sin mester sendt på recognosering for at se, om der igen kunne udgives aviser i den besatte by. Det mente han, at der kunne, og efter at have fundet de nedgravede typer frem igen og fået trykkemaskinerne tilbage, udgav han ti numre af Fredericia Avis, hvor han underskrev sig som fungerende redaktør.

1864 i Fredericia modnede Pagh. Ikke mindst juli måned, hvor Fredericia var helt afskåret fra omverdenen, satte gang i hans tanker. Disse er nedfældet i en efterladt dagbog, hvoraf en del senere blev trykt i Bogense Avis. Selve dagbogen er for nylig blevet fundet.

Krigen havde printet sig dybt i hans sind, hvad der siden i mange år efter prægede hans holdninger.

Tre af hans brødre deltog i kampene ved Dybbøl, hvoraf den ene bror blev invalideret, og han havde familie syd for den nye grænse.

Da de preussisk-østrigske tropper i november måned rømmede Fredericia, så Pagh sig nu om efter nye græsgange. Øjnene faldt på den lille, fredelige by på den anden side af Lillebælt, Bogense, der havde taget så godt imod ham og hans familie, da de var flygtet fra tyskernes kugler først på året. Den lille Bogense Avis med sine 79 abonnenter skrantede, og var til salg for tredie gang det år. Han købte den nu for 600 rigsdaler delvis lånt af sin gamle principal, redaktør Eibeschütz, Fredericia Avis, og i januar måned 1865 flyttede han sammen med sin mor til Bogense, hvor han indrettede sig i små lokaler i en baggård i Adelgade.


Pagh på Bogense Avis.

Med det samme blandede den unge redaktor Pagh sig i byens offentlige liv samtidig med, at han konsoliderede den skrantende avis med tilhørende bogtrykkeri. Man meldte sig ind i byens sangforening, hvor han fik pladsen som førstetenor. Og førstetenor blev han i mange andre af byens aktiviteter. Han var medarrangør af den første grundlovsfest i Fredskoven efter krigen, og i 1868 kom han i håndværkerforeningens bestyrelse, hvor han sad i ti år. I denne forening blev han foregangsmand til den aftenskole, der blev til Bogense tekniske Skole og senere skolens egen bygning i Sct. Annagade. Bogense Børneasyl på Tejlgårdsvej var også et af hans initiativer.



På Paghs monument står der, at Fællesrepræsentationen for Dansk Industri og Håndværk var med til at rejse dette minde. Denne organisation hedder i dag Håndværksrådet og er som dengang en paraplyorganisation for dansk småindustri og håndværk. Her fik Pagh i 1888 en bestyrelsespost, og i 1893 blev han næstformand, en post han blev genvalgt til resten af sit liv. Gennem denne organisation blev han medlem af næringslovskommissionen 1890-93, og i 1908 blev han næstformand for Teknologisk Institut ved dets opstart. Desuden havde han i en periode sæde i Toldrådet.

Ved Varelotteriets oprettelse i 1887 havde han en ledende og afgørende rolle, for hvilken bedrift han blev udnævnt til kancelliråd i 1888. Varelotteriet var med til at financiere landets håndværkerforeningers aktiviteter, hvad det i øvrigt stadigvæk er. Han valgtes ind i varelotteriets første bestyrelse og havde sæde her til sin død, heraf de sidste fire år som næstformand.

Allerede i 1869 blev han som 28-årig valgt ind i Bogenses første byråd, og her blev han siddende i 43 år indtil sin død i 1912, hele tiden valgt af den almindelige vælgerklasse, skønt han var højremand. Her varetog han ofte de sociale funktioner, bl.a. fattigvæsenet, sygehusvæsenet og skolevæsenet. Men også den tekniske udvikling lå Pagh meget på sinde, og han var således med til at stifte Nordfynske Jernbaner og Nordvestfynske Jernbaner samt Bogense gasværk.

Han var i mange år næstformand i Arbejdsgivernes Ulykkesforsikring, 1895-97 var han formand for bogtrykkerne i Provinsen, og 1909-12 var han formand for købstadsforeningen. I 1902 blev han valgt ind i Landstinget for Højre, hvor han også blev genvalgt indtil sin død. Bogense Avis afhændede han i 1904.

I 1892 blev han udnævnt til ridder af dannebrog, og i 1909 blev han tildelt dannebrogmændenes hæderstegn. Desuden blev han hædret med den svenske vasaorden. Få dage før sin død blev han udnævnt til etatsråd, i øvrigt den allersidste af den slags udnævnelser i Danmark, idet man på samme tid afskaffede disse rangordenstitler.

I 1876 indgik Pagh efter sin mors død ægteskab med den unge lærerinde i Bogense, Ida Elisabeth Michelsen, datter af købmand Abildgaard Michelsen, Fåborg. Sammen fik de fem døtre, hvoraf de mistede den ene som spæd. Og med disse mange kvinder omkring sig i sin tilværelse havde Pagh det som blommen i et æg.

Han mistede sin elskede hustru i 1908, og den sorg kom han sig aldrig over. Han døde d. 8. april 1912 efter et par års tiltagende sygdom, aktiv til det sidste.

Hans virke var kolossal. Han havde et stort overblik og var uhyre arbejdsom, en ildsjæl, og ingen gik forgæves til ham, det være sig familiemedlemmer, kolleger og fattige, i byen og over hele landet. Kunne han lægge et ord ind for folk med den indflydelse, han havde, gjorde han det. Hele sit aktive liv i Bogense var han den lille købstad og dens borgere en yderst loyal mand, som han var det over for håndværkerstanden i hele landet.

Beslutningen om et mindesmærke for Pagh.

Mandag d. 15. april 1912 blev Pagh begravet på Bogense Kirkegård under stor højtidelighed. Der var omkring 300 mennesker til stede med hans mangeårige ven, konsejlspræsident Klaus Berntsen, i spidsen. Gaderne var pyntet med blomster, og flagene var hejst på halv stang til ære for byens store medborger, og kirken var pyntet med blomster og omkranset af laugsfanerne. Fra banegården gik der efter højtidelighederne ekstratog tilbage til Odense med Nordfynske Jernbaner. Han blev begravet i familiens gravsted i kirkegårdens nordvestligste hjørne ud mod vandet, hvor også hans mor, hans lillebror, Niels Peter, og senest hans kone var blevet begravet. Gravstedet findes stadig velbevaret og smukt vedligeholdt, idet hans efterkommere i tidens løb har holdt mindet om redaktør, etatsråd Pagh, og fru Ida på Bogense Avis i hævd og stadig mindes dem med respekt og hengivenhed.

På en ekstraordinær generalforsamling d. 26. april samme år i Bogense håndværkerforenings lokaler på Bogense hotel vedtog man enstemmigt, at der i Bogense skulle rejses et mindesmærke for foreningens nylig afdøde æresmedlem. Man blev enige om at prøve at skaffe midler til finansiering af dette mindesmærke ved at henvende sig til landets håndværker- og industriforeninger samt til de institutioner, som Pagh havde været knyttet til.

Man affattede 364 enslydende breve, hvori der blev anmodet om pengegaver til hjælp til Paghs monument, og man påpegede i brevene, at det påtænktes at rejse det så stilfuldt og smukt, at det kunne være den afdødes virksomhed værdigt. Samtidig blev det understreget, at man ville samarbejde med bestyrelsen for Fællesrepræsentationen for dansk Industri og Håndværk ved udførelsen af mindesmærket.

Også fællesrepræsentationens ugeblad "For Industri og Håndværk" gjorde en ihærdig indsats for at promovere denne sag.

Brevene blev underskrevet af håndværkerforeningens bestyrelse, hvis formand var malermester Johs. E. Blangsted: Desuden underskrev formanden for fællesrepræsentationen, direktør Axel Meyer, København, sekretæren, Julius Wulff, samt Paghs afløser som repræsentant for varelotteriets fynske afdeling, hattemager Lange, Svendborg.

Bestyrelsens første forslag var at sætte et flot mindesmærke på familiens gravsted, men flere muligheder blev drøftet. Således talte man på generalforsamlingen om den træbevoksede plads ud for Jernbanegade, som Pagh som medlem af byrådet for mange år siden selv havde været med til at beplante, og som i folkemunde blev kaldt "byrådets begravelse". Dette navn var opstået ved, at der blandt byens indbyggere havde været modstand mod, at der skulle plantes træer på dette sted og derfor ønskede byrådets afgang. I 1934 blev det den plads, hvor Manneken blev placeret og endnu står og troner flot og ublufærdig.

Kredslæge Peter Trautner gav gerne sit besyv med om mindesmærkets placering og udformning. Han var en ivrig læserskribent i byens avis og var som regel direkte i sine udsagn og meninger. Han havde et godt kendskab til Pagh og dennes virke i byen, og Trautner, der var barnefødt i byen, og hvis far i sin tid var gode venner med Pagh, havde været i byrådet sammen med Pagh fra 1906 til 1909. Han var i sit læserbrev enig med håndværkerforeningens bestyrelse i at sætte Pagh et minde, også selv om de to ikke havde været meningsfæller: "Selv vi, der ikke delte Paghs Anskuelser og som mente, at han i mange Retninger var og havde været en Hæmsko for Fremskridt, selv vi bøjer os for hans Arbejdskraft og gode Vilje." Trautner var radikal og mente, at mindesmærket skulle udformes således, at der blev det rette forhold mellem det og Paghs betydning for byen. "Et pretentiøst Monument, f. eks. en mer eller mindre heldig Buste paa Byens Hovedgade, særlig paa den Plads, der er nævnt, ved Jernbanegade vil forekomme mig og sikkert mange andre meningsløs. Pagh har gjort et stort Stykke Arbejde her i Byen, men derfor at sætte ham op i Bronze, synes mig dog ganske forkasteligt, dertil var hans Virke jo alt for omstridt." Han mente også, at man skulle undgå en buste, fordi, "disse Buster som Regel var rædselsfuldt kedelige og næsten aldrig karakteriserede Manden." Han foreslog derfor at man opførte en brønd, en vandkunst, på Torvet med nogle bænke om, og at man skulle kalde den "Paghs brønd". Den rislende vandstrøm skulle være symbol på Paghs aldrig svigtende arbejdslyst. "Det ville være langt kønnere", sluttede Trautner sit lange indlæg i Bogense Avis, "end en kold og død Bronzemand, stillet op paa Alfarvej, hvor han ikke hører hjemme".



Indsamlingen foregik over hele sommeren, og på et møde d. 24. september holdt man status. Her havde man nået et beløb af 1600 kr. Samtidig havde man henvendt sig til den kendte billedhugger, Axel Hansen fra København, om at udfærdige et projekt samt at være med til at udpege en egnet plads for mindesmærket.

Axel Hansen havde gennem mange år været en af de mest efterspurgte og produktive billedhuggere i Danmark, og tilfældigvis havde Pagh i 1908 stået i spidsen for en lokal komité, der havde været med til at indsamle midler til betaling af rytterstatuen af Chr. 9 i Kongens Have i Odense, som netop blev udformet af Axel Hansen. Denne kunstner var også mester for busten af Volkertsen som Pjerrot, som nu er placeret nær hovedindgangen i Københavns tivoli. I øvrigt er det også interessant at nævne, at gravmælet på Odense kirkegård af stiftsfysikus T.M. Trautner, Peter Trautners far, også blev lavet af Axel Hansen.

Den 3. november havde håndværkerforeningen indkaldt til en byvandring, som havde deltagelse af foreningens bestyrelse, repræsentanter for byrådet, formanden for fællesrepræsentationen, fabrikant Axel Meyer, og kunstneren selv. Man gik i samlet trop en tur rundt i byen for at se på de muligheder, der var, og for at få mindesmærket placeret det helt rigtige sted.

Bagefter holdt man et møde og foretog her en principbeslutning om placeringen, idet man vedtog Axel Hansens forslag om at sætte mindesmærket for Pagh på kirkegårdsmurens nordøstlige hjørne, hvor der foran af byens forskønnelsesforening netop et par år før var indrettet et lille anlæg.

Et fremspring på Kirkebakken ud for dette hjørne dannede en pynt ud i vandet, og på denne terrasse havde man placeret bænke ved siden og en flagstang i midten. På hjørnet af kirkegårdsmuren havde man desuden anlagt en lille forhøjning, hvorfra der var ekstra udsigt over vandet.

Man skulle for at placere mindesmærket her have godkendelse fra de forskellige autoriteter, der havde interesser i stedet, d.v.s. byrådet, forskønnelsesforeningen og de kirkelige myndigheder. Sidstnævnte instans skulle spørges, da placeringen på kirkegårdsmuren ville blande kirkens ejendom ind i arrangementet.

Det vedtoges herefter at bede billedhugger Axel Hansen overtage ledelsen af monumentets opførelse såvidt muligt inden for et rammebeløb af 2500 kr. Man henstillede til kunstneren, at han ville benytte murermester Poul Hansen, Bogense, og stenhugger Østlund, Odense, til at medvirke i arbejdets udførelse.

Billedhugger Axel Hansens foreløbige projekt ligner meget det, som blev det endelige resultat. Han foreslog en svær sokkel af cyklopgranit, hvorpå der skulle rejses en stenobelisk, hugget i lysekilgranit med passende inskription og med den afdødes billede udformet i en bronzemedaillon. Monumentet skulle være 8 alen højt, og man planlagde afsløringen til forsommeren 1913.

Tilsagnet fra byrådet om at overtage og vedligeholde mindesmærket og anlægget vedtoges uden problemer på et byrådsmøde d. 9. november, men dets placering på kirkegårdsmuren gav dog større problemer, end man havde regnet med.

Næste dag samledes en række af byens ledende mænd i håndværkerforeningens lokaler på Bogense Hotel for at drøfte projektets videre forløb. Man havde deltagelse af håndværkerforeningens bestyrelse, der foruden formanden, malermester Johs. E. Blangsted, bestod af bagermester P. N. Pedersen, murermester Poul Hansen, faktor Thorkild Willemsen og manufakturhandler Arnold Jeppesen. Kirkeinspektionen var repræsenteret ved borgmester C. Gad, teknisk udvalg ved tømrer Lars Olsen og garver Martin Andersen, og fra forskønnelsesforeningen medvirkede sagfører og redaktør Theill, læge Peter Trautner og snedkermester Julius Fabricius. Desuden deltog kirkeværge ved Bogense Kirke, manufakturhandler Arthur Storch.

Borgmester Gad mente, at monumentet ville forstyrre gravfreden ved at blive placeret på selve kirkegårdsmuren, og han forkastede derfor denne idé. I stedet foreslog han at rykke det ud på selve terrassen.

Axel Hansen argumenterede imidlertid kraftigt imod denne løsning, og i et brev til Blangsted d. 13.11. skrev han: "Med Hensyn til Forslaget om at flytte Monumentet frem foran Stengærdet og en eventuel Udvidelse af Terrassen skal jeg, efter de Forsøg, jeg har foretaget, tillade mig at udtale, at jeg paa det bestemteste maa holde paa den oprindelige Plan, - og jeg skal tilføje, at en Udvidelse af Terrassen sikkert vil falde uheldigt ud, og at den Arbejdelse, som nødvendigvis maa gives Monumentet, betydeligt vil overstige de Midler, der raades over, og kunstnerisk taget vil der kun opnaas et tarveligt Resultat". Man skulle ikke anfægte en anerkendt kunstner og hans idéer!

Håndværkerforeningens bestyrelse henvendte sig derfor igen til kirkeinspektionen om at få tilladelse til at placere monumentet på selve kirkegårdsmuren, men inspektionens formand, som også var kirkens præst, provst Richard L. Jürgensen, var ubøjelig og gav afslag uden videre begrundelse.

Et af håndværkerforeningens bestyrelsesmedlemmer havde imidlertid haft en samtale med provsten for Lunde, Skam og Skovby herreder, pastor Balslev, som til ham havde udtalt, at der ud fra hans synspunkt intet skulle være til hinder for, at monumentet kunne placeres på kirkegårdsmuren. Endvidere mente provst Balslev, at det endda næppe ville være nødvendigt at forespørge i kirkeministeriet om dette problem.

Med denne støtte fra en autoritet anmodede håndværkerforeningen d. 7. december kirkeinspektionen om en "2. behandling" af sagen på et forhandlingsmøde den kommende torsdag aften kl. 8 i håndværkerforeningens lokaler, hvad provst Jürgensen takkede ja til.

Her deltog håndværkerforeningens bestyrelse, kirkeværgen og kirkeinspektionen, repræsenteret ved provst Jürgensen og borgmester Gad. Provsten holdt stejlt på beslutningen om ikke at give tilladelsen af pietetshensyn. Man snakkede frem og tilbage over en tår kaffe og kom til slut frem til den løsning, at man fra kirkens side ville gå med til, at kirkegårdsdigets runding kunne trækkes 2 1/2 alen tilbage på kirkegården, således at monumentet kunne anbringes uden for diget med de forbehold, at 1) kirken stadig havde ejendomsret til den givne jord, 2) at diget skulle genopfør es i samme bredde, højde og form som det nuværende, og 3) at alle udgifter ved flytningen var kirken uvedkommende. Med denne kompromisløsning underskrev alle mødeprotokollen.

Håndværkerforeningen sendte herefter denne beslutning videre til kunstneren, idet man, fordi man tilsyneladende havde "ondt i budgettet", foreslog placeringen ændret til pladsen ud for Jernbanegade, som før havde været på tale.

Billedhugger Axel Hansen meddelte tilbage d. 25. december samtid med, at der medfulgte en skitse over projektet, "at jeg er vedblivende af den Overbevisning, at det Sted ikke egner sig til Formaalet. Jeg maa stadig holde paa Kirkebakken." På skitsen havde han trukket monumentet halvt ud på kirkegårdsmuren, og han kommenterede videre i sit brev: "Som man vil bemærke, er Monumentets halve Dybde nu trukket frem foran Muren - Kirkegaardsmuren. Monumentet med Bænkpartierne og den smukke lille Plads udgør herved et samlet monumentalt Hele, og det forekommer mig, at Opgaven saaledes vil blive løst fuldt ud tilfredsstillende. Stiller man Monumentet frit, slaas Helheds-virkningen i stykker, og man opnaar ikke den Harmoni, som vil være af den største Betydning paa dette Sted. Yderligere skal jeg, som tidligere udtalt, bemærke, at det fristaaende Monument vil kræve en betydelig større Sum, end der raades over."

Kirkeinspektionen var ubøjelig over for dette kompromis og henholdt sig til aftalen fra fællesmødet d. 12. december. Man måtte finde sig i denne aftale. Håndværkerforeningens bestyrelse skrev derfor efter et møde d. 25. januar 1913 et brev til Axel Hansen, hvori man meddelte ham, at man mente, at det var formålsløst at fortsætte videre forhandlinger med kirkeinspektionen. Man forespurgte derfor billedhuggeren, om ikke man kunne anbringe monumentet uden for muren. Man ville derved blive uafhængige af kirken også i fremtiden.

I sit svar bad Axel Hansen d. 4. februar herefter om at få flyttet muren de 2 1/2 alen ind på kirkegården, idet han videre i brevet bemærkede: "Da Opgaven nu stilles paa en anden Maade, vil Monumentet ganske naturligt blive ændret i Form, som i Udførelse."

På et bestyrelsesmøde i håndværkerforeningen d. 9. februar besluttede man sig for det endelige projekt, og samtidig vedtog man den inskription, der skulle stå på mindesmærket: "Christian Lehmann Pagh, født 1841, død 1912. Fællesrepræsentationen for dansk Industri og Haandværk og Kommunale Institutioner rejste dette Minde."

Herefter vedtog man at iværksætte projektet hurtigst muligt.



Pengeindsamlingen.

Det var strømmet ind med bidrag fra hele landet. 87 foreninger og institutioner reflekterede med et beløb af forskellig størrelse, og dertil blev der sendt penge fra to enkeltpersoner. Farum håndværkerforening sendte to kroner, Søllested håndværkerforening og foreningen "Fremtidens Haab" sendte hver fem kroner, og håndværkerne i Svaneke havde tømt sparebøssen og sendt indholdet på fem kroner og ti øre til formålet. Konditorforeningen i København og borgerforeningen i Frederikshavn gav hver 25 kroner, og sådan kom beløbene fra hele landet med beløb fra to kr. op til 200 kr. Jo, Pagh var kendt og afholdt i borger- og håndværkerkredse i alle hjørner af landet.

De store organisationer, Pagh havde været tilknyttet: Varelotteriet, Fællesrepræsentationen, Arbejdsgivernes Ulykkesforsikring, Fyns Kommunale Telefonselskab, Bogense Sparekasse m. fl., gav hver 100 kr., mens Dansk Købstadsforening, som Pagh havde været formand for de sidste tre år, flottede sig med 200 kr. Håndværkerforeningen af 10. september 1876 i Bogense, i daglig tale benævnt Septemberforeningen, gav 25 kr. til formålet. Bogense Håndværkerforenings tilskud for at projektet skulle kunne balancere blev på 229 kr. og 98 øre. Desuden kom der 50 kr. fra Johan Goldschmidt Guildal, direktør for farverivirksomheden Goldschmidt og Lindholm A/S. Pagh og Guildal havde været i bestyrelsen sammen for Fællesrepræsentationen fra 1894 til 1911, Guildal som formand for Københavns afdelingen.

Da hele projektet skulle gøres op, blev udgifterne i alt 2579,20 kr. Således fik billedhugger Østlund 1647 kr. for granitobelisken, Axel Hansen fik 400 kr. for bronzemedaillonen, murermester Poul Hansen, Bogense, fik 142,50 kr. for fundament m.v., snedkermester Julius Fabricius, Bogense, fik 44 kr. for bænkene omkring monumentet, smedemester Edvard Jørgensen, Bogense, fik 16.50 kr. for hegnet, og fotograf Ludvig Christensen. Bogense, fik 4 kr. for de officielle billeder.

På trods af det store indkomne beløb til Paghs monument kneb det åbenbart alligevel med at få projektet til at hænge sammen i den sidste ende, for d. 13 september 1913 fik håndværkerforeningens formand et brev fra formanden for Fællesrepræsentationen, Axel Meyer, hvori der stod:

"Jeg har for nogle Dage siden givet Kassereren Ordre til at afsende de omtalte 100 Kr. Til Herr. Axel Hansen er der betalt af mig 500 Kr. for Medaillonen, jeg kan derfor ikke nu skaffe flere Penge.

Venlig Hilsen Deres hengivne Axel Mever."

Axel Meyer og Pagh havde i mange år kørt parløb i Fællesrepræsentationens bestyrelse som henhold- vis formand og næstformand, så Axel Meyer har åbenbart ønsket at redde en prekær situation og herved hædre sin gode ven og kollega ved at gribe dybt i egen pengepung for at få projektet, Paghs monument, til at hænge sammen.

Afsløringen af monumentet.

Fredag d. 4. juli 1913 kl. 7 om aftenen blev mindesmærket for landstingsmand, etatsråd Chr. Lehmann Pagh, afsløret.

Med en tilskuerskare på flere hundrede bogenseborgere, repræsentanter for de nævnte institutioner samt repræsentanter for Paghs familie indledte håndværkerforeningens formand, Johs. E. Blangsted, højtideligheden med på Fællesrepræsentationens og Bogense Håndværkerforenings vegne at takke for det store fremmøde, og han fortsatte i sin tale:

"Mindesmærket er rejst paa Kirkebakken og vender ud mod Havet, og fra Stedet, hvor det er anbragt, er der en vid og prægtig Udsigt over Kattegat til Jylland, Øerne og det omliggende Fyns Land, og Kunstneren har ikke kunnet vælge nogen smukkere Plads til et saadant Minde. En Baggrund bestaaende af en kraftig Beplantning af store Træer vil frembringe en god og smuk virkning, og Mindet vil i saadanne Omgivelser komme til at tage sig meget hyggeligt og smukt ud." Senere i sin tale fremhævede Blangsted, at "det i særlig Grad var for Pagh som Haandværkets tro og altid virksomme og utrættelige Mand, at dette Minde rejstes. Det var tillige en Tak for hans mangeaarige og dygtige Virksomhed som Borger i Bogense, og som Deltager i det offentlige Livs Tjeneste Landet over. Mindesmærket var rejst ved Bidrag fra Landets Haandværkerforeninger og fra kommunale Institutioner, til hvilke Afdøde havde været knyttet, og dette Forhold viste, hvor agtet og anerkendt, den Afdøde havde været."

Så fulgte det højtidelige øjeblik, hvor malermester Blangsted afslørede mindesmærket med Paghs portræt og overgav det til Bogense Kommune. Borgmester Gad trådte herefter frem og udtalte, at kommunen og byrådet nu ville overtage og værne om mindesmærket, og han bad navnlig ungdommen om at hjælpe til, "at der blev holdt Hævd over Mindet og den Plads, hvor det staar, saa at det altid kan staa smukt tiltalende for den kommende Slægt og være et Vidnesbyrd om, at der er en god Borgeraand i Byen."

Til slut sang man salmen "Altid frejdig, når du går", og hermed var højtideligheden til ende.


Monumentet i dag.

Meget vand er slået ind på Kirkebakken siden da, og meget har ændret sig i monumentets omgivelser. Meget er sket i Verden, endog i Bogense by. Begrundelsen for, at Paghs monument skulle placeres netop på dette sted, har i tidens løb mistet det meste af sit indhold af mange forskellige årsager. Kirkegården er blevet udvidet nogle gange i 1900-tallet, således at anlæggets placering på hjørnet ud mod de åbne marker er ændret til, at det nu er klemt inde på selve Kirkebakken. Træer og buske er vokset sig høje og brede og skærmer nu for det meste af udsynet, og kysten nedenfor har ændret karakter, så vandet ikke mere skyller direkte ind på selve skrænten. I århundreder havde vandet ædt sig ind på Kirkebakken og truet med at skylle den bort, og efter at den lille pynt foran monumentet forsvandt i havet efter et forrygende stormvejr i december 1936, inddæmmede man det areal, hvor der nu er campingplads.

Borgmester Gads løfte ved mindesmærkets afsløring en varm sommeraften i 1913 om at værne om Paghs minde og monumentet for ham, har byrådet og byens borgere i tidens løb stille og roligt glemt. Både selve anlægget og omgivelserne trænger til en kraftig "ansigtsløftning", og hvad angår mindet om redaktør Pagh på Bogense Avis, glemte man også i løbet af 1900-tallet, hvem han i det hele taget var, og hvorfor han skulle have dette flotte minde.

Kilder.
Svend Cedergren Bech, red.: Dansk biografisk leksikon, 3. udgave, København, 1982.
Sus Hartmann, red.: Weillbach, Dansk kunstnerleksikon, bind 3, København, 1995.
Hans Henrik Jacobsen: Bogenses Historie, bind 3, Byens udvikling 1787-1938 II Bogense, 1986.
Emmy Larsen: Fra det gamle Bogense, Odense, 1967.
Palle E. Petersen: Redaktør Pagh i Bogense, ikke færdigt manuskript.
Bogense Håndværkerforenings protokol og bilag om Paghs monument, Bogense lokalhistorisk arkiv.
Bogense Avis fra 1912, 1913 og 1936.
Jul. Wulff, red.: For Industri og Haandværk, meddelelser fra Fællesrepræsentationen for dansk Industri og Haandværk. Ugeblad for håndværkerforeninger 1912 og 1913.

Geografisk søgning
Udskriv denne side
Klik på den lokalitet du søger information om

Udvalgte emner
»Fortidsminder 
»Gadekær 
»Kirker 
»Mindesmærker 
»Naturområder 
»Slotte og herregårde 
»Skulpturer 
»Øvrige 
»Lokalhistorie 
»Cykelruter på Nordfyn 
»Gamle nyheder 
»Nordfynske vejnavne 
»Nordfynske stednavne 
»Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn 
© Hanne og Benny Doré

Vestergade 16, Særslev. 5471 Søndersø
NordfynsWeb blev udgivet i perioden 2001-2005

NordfynsWeb opdateres ikke.
Der kan derfor være informationer som ikke længere er aktuelle.
Kontakt (09.00-18.00)
Hanne Doré:30 24 10 98
Benny Doré:20 49 10 24
E-mail:Klik her
Åbningstider:Klik her
Nyhedsmail
Få besked om nye vine eller årgange, nyt fra vingårdene, gode tips eller måske et godt tilbud fra DoréDelicato.
Tilmelding:» Klik her
Find vin
» Pris
» Klassifikation
» Vinhus
» Nye vine og årgange
» Få flasker tilbage
» Med skruelåg
» Økologisk
» Gambero Rosso
» Wine Spectator
» Robert Parker
» Alle topvine
Eller skriv søgeord:
Køkkenskriverier
Nietzsche og Venedig
01. maj 2020
Det hotel vi plejer at bo på i Venedig er jo som stort set alt andet i.....
» Læs mere
Bliver hjemme med min tømrerblyant
11. april 2020
Den 12 marts corona-lukkede vi vores fysiske butik og fulgte statsmini.....
» Læs mere
» Alle køkkenskriverier