Bemærk!!

NordfynsWeb kræver en bredere skærm.
Prøv med telefonen i bredformat.

Lokalhistorie i Søndersø Kommune
Klædedragt på Nordfyn i 1800-tallet

Fra Kristine Reimer: Nordfynsk Bondeliv
Materialet er venligst stillet til rådighed af Søndersø Lokalhistoriske Arkiv
Denne artikel blev publiceret i arkivets årsskrift 1988
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb



Kvindernes sædvanlige Dragt var en nedringet Bul, der hægtedes foran, og en Trykklokke. Linnedet var langærmet. Saaledes gik de klædt om Sommeren. Om Vinteren havde man tillige en langærmet, højrød Uldtrøje, der bares udenpaa Linnedet. Uldtøj indenfor Linnedet kendte en ældre Slægt ikke. I begge Fald bar man den omtalte Bul. Om Halsen laa et firkantet Klæde lagt i Trekant, eller det var klevt, kløvet, saa det blev enkelt, og dette sammenholdtes med en Knappenaal. Fæsteklæ'et kunde være enten af Tvisttøj, Sirts, Siss, eller hjemmelavet af Hør. Snipperne blev for og bag puttet ned under Bullen.

Skørtet var Æg op og Æg ned, tre Alen vidt og for Konerne af grønt, for Pigerne af rødt Vadmel, hvorpaa Farveren trykkede sorte Figurer, som de kaldte Blomster, og deraf Navnet Trykklokke. Om Sommeren bar de Trykklokken umiddelbart udenpaa Linnedet, om Vinteren kunde de tage en ældre af samme Slags som Underskørt. Endnu kalder ældre Folk Liv og Nederdel for henholdsvis Trøje og Skørt og kalder saa en Jaket og et Skørt for en Overtrøje (udtales U'ertrø'e) og et Underskørt.

Linnedet var af den aldrig svigtende Økonomi delt paa Midten. Nederdelen var af Blaargarn, det øverste Stykke, hvoraf Ærmerne saas, af Hørgarn og kaldtes Oplod. Sammensyningen havde de lige midt i Miet - omkring Livet. Intet Sted har Fynboerne som paa Lyø deres Linned udsyet med rødt og blaat vaskægte Bomuldsgarn, Pyntehaandklæder og m. a. Ting. Men ogsaa i Nordfyn har Kvinderne leveret smuk Linnedsyning med Haandsyning og hjemmespundet Traad. Paa Skjortens Hærestykker var der Stikninger, og Ruerne, Haandlinningerne, endte i "Musetakker". Alle havde de bedre Lagner forsynet med Hulsøm, og som sagt Side 119 deres Ligklæder af finere Stof liggende. Lagnernes røde Korsstings Navn var omgivet af en broderet Slyngning.

Syedes Skjorter "ud af Huset" af Huskoner eller Syersker, betaltes dette Haandarbejde med 24 Skilling for en Hørgarns Skjorte til en Voksen - et stort Mæ'eske, store Folk, - et Arbejde, som en øvet haand kunde udføre paa en Dag, naar Fliden begyndte fra tidlig Morgen, saadan noget som Klokken fire.

Senere hen i Århundredet kom Kjoleliv frem, ligeledes udskaaret i Halsen, men med korte Pufærmer. Til dette hørte et Par løse, strikkede Ærmer, som de hæftede til Puffet med Knappenaale, og som de iførte sig, naar de ikke havde grovere Arbejde for. Fra samme Tid stammer deres Spense, den højhalsede, langærmede Trøje med Bælte, som de brugte, naar det var koldt og de færdedes ude, for Eks. ledte Køerne til Vandedammen o.l.

Til daglig brugte man om Vinteren af Uldgarn strikkede Vanter, men dette Ord brugtes ikke, man sagde helhaandet Handsker. Til Stads havde man Fingerhandsker, som der hørte Øvelse til at strikke, saa Fingrene fik det rette Fald. Man skulde, efter at Tommelfingeren var strikket, først strikke Lillefingeren, derefter Pegefingeren og saa de andre. Nogle kunde strikke dem, saa de blev tavlede og derved tykkere. I min Barndom var Muffediser almindelige, først de med Perler, senere Kastorgarns. Man havde ogsaa strikkede Stridshandsker.

Den Underbeklædning, som Nogle ynder at kalde et Par Unævnelige, er her i fuld Virkelighed unævnelige af den gode Grund, at de slet ikke fandtes i tidligere Tiders Kvindegarderobe. Forinden Skik og Brug forædledes og Fordringerne steg med den voksende Velstand, var adskillige Kvinder blevet gamle Koner, før de vænnede sig til at gaa med Benklæder. Disse var da af Uldstof eller hjemmelavet Bommesi. Og Nattøj var der slet ikke Noget, der hed hos det gamle, haardføre Folk. Nattrøje kom først senere frem.



Lommetørklæde i Brug var der heller ikke Tale om. Det hvide uudfoldede Klæde, de i Kirken og ved visse Lejligheder holdt i Haanden, båres kun til Skue, højst kunde de tørre en Taare af dermed - de var lette til Taarer, og Øjnene randt ofte paa de Gamle - eller viske sig om Munden med det. Næsen "snød" de med Fingrene. Da Kvinderne ikke havde Lomme i deres Kjoler, var ved Kirkefærd Offerpengene indbundet i en Snip af Lommetørklædet, som altid, naar de gik i Kirke, anbragtes sammenfoldet ovenpaa Salmebogen i Duodez-Format eller den storstilede i Oktav. Klædet var da lagt i samme Format.

Lomme havde de ikke. De nænnede ikke at skære Hul paa Tøjet. Kjoleskørtet var jo ikke skraaskaaret, der var ingen Sømme, og det skulde jo endevendes en Gang. I Stedet for Lomme havde de en Krog i Linningen til Strikkenøglet. Til daglig syede de undertiden en Klud udvendig paa Skørtet, som saa det store Hvergarnsforklæde dækkede. Pufærmerne var ogsaa saa vide, at de deri kunde gemme Æbler o.l. Faldt i Travlheden deres Vej forbi nedfalden Frugt, saa gjorde Puffet Tjeneste for Lomme.

Det store Hvergarnsforklæde, ofte med Smæk, blev hægtet bag paa i Linningen med et Sæt store, gule Hægter for derved at spare Forklædebaand. Et Tvistforklæde kunde vaavre, vare, Aar og Dag, før det blev vasket. Det kom kun paa til Plasérgilder - Ungdommens Sammenkomster med Dans - og undertiden til Søndagsbrug.

Overtøj kendtes for Pigernes Vedkommende ikke. Konerne havde et Kasteklæde, et Sjal. Det første egentlige Overstykke, der mindes, kaldtes Kavaj og var forsynet med Bælte og Sølvspænde. derefter omtales skovgrønne Hvergarnskaaber. Men til henimod 1848 syede Karleskrædderen Kvindernes som Mændenes Klæder; først ved den Tid begyndte Sypiger at tage sig af Kvindedragten, og fra en Tid - der ikke blot ved Halvhundred-Aarstallet, men ved Grundloven, Treaarskrigen og Højskolernes Fremkomst skiller Aarhundredet i to hinanden stærkt ulige Dele - blev denne hurtig Modens Svingninger undergivet.

Paraplyerne blev ogsaa lavet af Landsbyens Skrædder. De var beklædt med stortærnet Bomuldstøj med Borter. Haandtaget var Horn og Stiverne af Fiskeben. Saasnart Nogen var i Hævstøjet, var Paraplyen dem en tro Følgesvend. Man slog den op i al Slags Vejr; den tog lige godt af for Blæst, Regn, Støv og Sol.

Fodtøjet var til grovere Brug Træskostøvler, ellers til daglig Træsko med blanke Kramme, til pænere Brug Klodser, Trætøfler med høje Hæle, senere, da disse gik af Brug, franske Træsko. Men en Mand, der laver "Franske-Træsko", hedder endnu en Klodsemager. En gammel Træskomand fik for Børnetræsko 12 Skilling, for Voksnes l Mark og lagde Træet til selv. At indlægge Saaler af laaddent Faareskind var almindeligt for des bedre at hytte Fødderne i de fodkolde Boliger. Sko blev kun brugt til Gilde, Dans og Marked. Til almindelig Kirkebrug pudsedes Træskoene med Fedtsværte, som de lavede af Tran, Tælle og Kønrøg. Skoene købtes i Reglen i Skomagertelte paa Markeder. De kostede ca. 3-4 Mark. Skomagerne paa Landet var dyrere, de tog for Eks. i Midten af Aarhundredet en 8-9 Mark. Læderet stod ofte og blev ganske stift, men naar Musikken spillede op til Dans, gik Fødderne lige rapt for det og ligegyldigt, hvad Dagens Arbejde havde været. Der var sædvanlig i Læderfodtøj tre Lag Saal, Mellemlaget var af Træspaan. Det ansaas for fint og fornemt, naar Skotøj knirkede. - I en senere Tid brugtes Kalosjer, naar de var pyntet og skulde a'By.

Strømperne strikkede Kvinderne baade til sig selv og Mændene. De bandt Hose paa Haandelaget i Mørkningsstunden, om Sommeren tillige paa Vejen til og fra Markarbejde og Malkning, tilmed med Malkebøtten paa Hovedet. Bindehosen udfyldte ethvert ledigt Øjeblik, aldrig maatte den optage deres egentlige Arbejdstid. De farvede selv Ulden i Indigo, før denne blev spundet til Garn, men havde de et sort Faar, sparede de derved denne Ulejlighed og ringe Udgift; thi med dette Uld kunde der blandes en Del hvid. Kvindernes Strømper var altid mørkeblaa.

Der hvilede noget Fordægtigt over Kvindernes Farvepotte, Noget, som de ikke hovede at sige, Noget, som de ikke var ret møj f or at tale om. Enhver vidste dog, at den indeholdt Urin, der skulde gøre Uld og Hosegarn ægte i Farven. Det var en Lerpotte, som de satte over Ilden, og de gemte den omhyggeligt mellem hver Farvning.

Strømpegarn kaldtes Tvinde og var to eller treløbet. Nøglerne lagdes i en omvendt Træskammel, en Madkasse, et Fad eller anden dyb Genstand og blev saa tvundet sammen paa Rokkestenen. Til Vadmelstrænning var Garnet spundet ret, til Islæt aver. Tvindingen skulde foregaa modsat, som Spindet havde været.

At strikke nye Fødder i et Par ældre Strømper kaldtes at øge dem. "Jeg skal have de Strømper øgt", sagde man.

Aldrig blev et Par Strømper taget i Brug, før de blev valket, hvorved de krympede og blev tykke og solide at slide paa.

Enkelte kunde maskestoppe Strømperne, en Slags Stopning hed at vævestoppe. Naar Stopningen var slængt av, var kun slemgjort, sagde man, at de Huller var rimpestoppet.

Satte eller smed man Træskoene, gik man paa Hosesjokker. Men Sommerdage gik saavel de Store, Voksne, som Børn oftest barbenede, og de sparede saaledes Slid paa Strømperne og tidt paa Træskoene med. Jeg mindes en Huskone, der bestandig hele Sommeren gik med bare Fødder, selv en længere Vej til og fra Malkning fordi hun ikke nænnede at slide Træsko eller Strømper. Ja, saa vidt dreves Sparsommeligheden, at det var Brug at skifte Dragt, selv Strømperne med, efter et Kirkebesøg eller enhver lignende Fraværelse fra Hjemmet - hvortil det var ligesaa selvfølgeligt, at man iførte sig bedre Tøj - og dertil var man vænnet fra ganske Smaa.

Strømpebaand hørte ufravigelig til Dragten. De vikledes mange Gange rundt om Benet under Knæet, saa fast, at Baandet ligefrem afsatte Fordybninger paa Benet, saa man maa undres over, at Aarelidelser ikke blev Følgen for hver eneste Bærer. Disse Baand blev dels vævet, dels virket.

Vævningen foregik paa et lille Apparat, der kaldtes Strømpebaands-Spjæld. Naar man træffer denne nu nærmest Museumsgenstand, der var en Gavegenstand fra mandlig Side til de Kvinder, der stod Manden nær, er det i Reglen Aarstal fra Tyverne og Trediverne, der er indskaaret sammen med Navnet, som altid ender paa D. c: Datter. Jeg kan beskrive et saadant med fire smukke Rosetter i Almuestil, derimellem staar Pigens Navn og Aarstallet, og underst er skaaret et Hjerte; altsammen ligesaa nydeligt Arbejde, som den Roman, der er indskaaret deri, er naiv og rørende.

At virke var en Art Fletning i Flammer med 27 Uldgarnstraade i to Farver, hvoraf man behændigt dannede nævnte Baand af en halvanden Alens Længde og godt en Tommes Bredde, og som bares baade af Mænd og Kvinder. Om dem, der tog med Øvelsens hurtige Greb paa disse traade, kan man berettiget bruge det udtryk, at de kunde Kunsten paa deres Fingre. Thi man dannede Baandet uden andet Redskab end en Knappenaal, hvormed man fæstede det Færdigknyttede foran sig paa Skødet. Man sad med Foden paa en Skammel. Traadene, der forud var afmaalt i fuld Længde, var ofte brune og fivelette, violette, der skiftede som Pilespidser, den ene efter den anden.

Kantebaand eller Kjolelidser kendtes ikke. Af hjemmespundet Uldgarn, undertiden af optrevlet Garn, snoede eller viklede de Snore til Kjolens Nederdel, og man undgik derved Udgift til denne Artikel. Disse Snore kunde være af forskellig Farve, som man tilfældig havde Garnrester, men som Regel brugtes kun een Farve til samme Snor. At vride Snore foregik ogsaa med stor Behændighed, og disse var - paa deres Maade dannede - stærkere end en almindelig Snoning vilde være.

Da Krinolinerne kom frem, syede de Kvinder, der ikke købte dette Klædningsstykke hos Klædehandleren, Ranketøjer i deres Skørter.

NordfynsWeb
Klik på den lokalitet du søger information om

Udvalgte emner
Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn
Gamle nyheder
Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne
Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn Jul på NordfynsWeb
© Hanne og Benny Doré

Vestergade 16, Særslev. 5471 Søndersø
NordfynsWeb blev udgivet i perioden 2001-2005

NordfynsWeb opdateres ikke.
Der kan derfor være informationer som ikke længere er aktuelle.
Info:
Kontakt (09.00-18.00)
Hanne Doré: 30 24 10 98
Benny Doré: 20 49 10 24
Mail Åbningstider
Nyhedsmail
Få besked om nye vine eller årgange, nyt fra vingårdene, gode tips eller måske et godt tilbud fra DoréDelicato.

Tilmelding Arkiv
Køkkenskriverier:
Skagensbilleder
06. oktober 2020
Stor respekt for Skagens Gren, hvor to have mødes i et overvældende br.....
Læs mere
Vine til årstiden - september 2020
01. september 2020
Afhentningstilbud i september måned 2020 Efter en lang rosé-sæson kal.....
Læs mere

Vestergade 16 | Særslev | 5471 Søndersø
Telefon 30 24 10 98 / 20 49 10 24
Email: info@doredelicato.dk