Lokalhistorie i Skamby Sogn
Udskriv denne side
Om Skamby's Erasmus Montanus

Af Ruth Graver Hansen
Materialet er venligst stillet til rådighed af Søndersø Lokalhistoriske Arkiv
Denne artikel blev publiceret i arkivets årsskrift 1995
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb



Uddrag af Niels Chr. Hansens barndomserindringer - specielt omkring H.P. Steensby.

Lokalhistorisk arkiv rummer efterhånden mange typer arkivalier.

Her vil jeg beskæftige mig med en båndoptagelse med murer Niels Christian Hansens erindringer, optaget 1984. Niels Christian Hansen boede hele sit liv på Holmevej i Søndersø, født 1909 og død 1988.

Niels Christian Hansen var en særdeles god iagttager. Han bemærkede en mængde detaljer og havde en glimrende hukommelse - så han havde meget fortællestof på lager. Desværre fik man kun et par beretninger optaget; men han har flittigt nedskrevet en mængde stof, som arkivet har fået.

Som dreng knyttede han sig til voksne, der var gode fortællere, og han sugede oplevelser fra ældre tider og fremmede steder til sig.

En yderligere charme ved dette bånd er fortællerens uforfalskede nordfynske dialekt.

Dette lydbånd beskriver en person, som drengen Niels Christian har været vildt betaget af - nemlig professor H.P. Steensby, der stammede fra netop denne egn.

Professor Steensby var døbt Hans Peder Hansen og blev født i Skamby sogn i 1875. Faderen var husmand Jens Hansen (1847-1928), der også arbejdede som tækkemand. Hans mor, Maren (født Pedersen, 1851 -76), døde året efter drengens fødsel. Faderen giftede sig hurtigt med Mette Kathrine Steffensdatter (1829-96), og da hun døde, giftede han sig for tredie gang i 1897 med Ane Madsen (1855-1936), også kaldet Ane Tækkemands, som flere gange dukker op i Niels Christians fortællinger. Niels Christians mormor, Karoline Stenhuggers, boede nemlig i nabohuset på Stensbyvej, og de to nabokoner tilbragte ikke så få timer i hinandens selskab over "ei drou kæff'. De opfriskede begivenheder fra deres unge dage, tragiske såvel som mere muntre, og drengen Niels Christian var opmærksom tilhører.

Anes stedsøn, Hans Peder, var ofte genstand for Anes snak. Drengen havde gået i skole i Skamby, og havde der en lærer, som Niels Christian ikke havde hørt ret meget godt om. Specielt var han hård ved fattigfolks børn, mente Ane.

Hans Peder omtaltes ofte som "den kloge dreng fra Skamby". Han var på en eller anden måde kommet i besiddelse af "et par hjulbarrefulde lærebøger", hvis indhold han slugte og huskede og imponerede sine omgivelser med. Niels Christian mente, at Hans Peder var "lige så klog som skolelæreren, den dag han stod på kirkegulvet" (altså ved sin konfirmation). Så klog en dreng burde selvfølgelig studere; men det var der ikke råd til i det lille hjem. Der blev dog fundet en udvej for hjælp til at tage studentereksamen ved Odense Katedralskole, idet nogle velhavende gårdmænd kautionerede for ham. Han fik en flot eksamen, og med den et stipendium til videre studier ved Københavns Universitet.

"Når Hans Peder var hjemme på ferie, kom han på besøg hos min morfar og mormor," fortæller Niels Christian videre. "Han gik vel klædt ligesom de andre studenter den gang med lang frakke og hvide handsker, selv om det var aldrig så godt vejr - og altid havde han paraply med, som han brugte som spadserestok. Folk i Skamby så noget skeptiske på den unge student og frygtede, at han tog skade af at være i København."

I 1902 tog Hans Peder Hansen navneforandring til Steensby. Han nåede at blive professor i geografi; men til tækkemandens store sorg døde han som 45-årig i 1920.

Det år var Niels Christian 11 år og skulle igen på ferie hos sin mormor. Da han kom, var hun ikke hjemme; men som så ofte før var hun på besøg hos Ane - nu i en sørgelig anledning. Hans Peders efterladte ejendele var netop kommet fra København til tækkemandens.



Der var så mange bøger, at stakkene nåede fra gulvet til loftet, og mange kasser med alt muligt. Ane syntes, at Niels Christian skulle have en ting til minde om Hans Peder. Det blev en gul tropejakke, som havde været brugt på en tur til Afrika. Sømmen forneden havde været brugt til at gemme reservedollar i for det tilfælde, at Hans Peders tegnebog skulle blive stjålet - jo - der var eventyr i at eje en sådan jakke.

Tækkemanden syntes også, at Niels Christian skulle have noget at læse i. Derfor gav han ham to eksemplarer af "Blæksprutten". Nu var den læsehungrende Niels Christian lykkelig. Det var et helt klenodie for ham.

Desværre mistede han dem senere. Han var gået med til at låne dem til en skolekammerat, hvis mor fandt bladene uanstændige. Hun havde derfor smidt dem på kakkelovnen, så hendes datter ikke kom for skade at se dem - til stor ærgrelse for Niels Christian, der dog bevarede mindet om Hans Peder Steensby - den fattige Skambydreng, der blev professor, og som han selv havde kendt.

Geografisk søgning
Udskriv denne side
Klik på den lokalitet du søger information om

Udvalgte emner
»Fortidsminder 
»Gadekær 
»Kirker 
»Mindesmærker 
»Naturområder 
»Slotte og herregårde 
»Skulpturer 
»Øvrige 
»Lokalhistorie 
»Cykelruter på Nordfyn 
»Gamle nyheder 
»Nordfynske vejnavne 
»Nordfynske stednavne 
»Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn 
© Hanne og Benny Doré

Vestergade 16, Særslev. 5471 Søndersø
NordfynsWeb blev udgivet i perioden 2001-2005

NordfynsWeb opdateres ikke.
Der kan derfor være informationer som ikke længere er aktuelle.
Kontakt (09.00-18.00)
Hanne Doré:30 24 10 98
Benny Doré:20 49 10 24
E-mail:Klik her
Åbningstider:Klik her
Nyhedsmail
Få besked om nye vine eller årgange, nyt fra vingårdene, gode tips eller måske et godt tilbud fra DoréDelicato.
Tilmelding:» Klik her
Find vin
» Pris
» Klassifikation
» Vinhus
» Nye vine og årgange
» Få flasker tilbage
» Med skruelåg
» Økologisk
» Gambero Rosso
» Wine Spectator
» Robert Parker
» Alle topvine
Eller skriv søgeord:
Køkkenskriverier
Nietzsche og Venedig
01. maj 2020
Det hotel vi plejer at bo på i Venedig er jo som stort set alt andet i.....
» Læs mere
Bliver hjemme med min tømrerblyant
11. april 2020
Den 12 marts corona-lukkede vi vores fysiske butik og fulgte statsmini.....
» Læs mere
» Alle køkkenskriverier