Bemærk!!

NordfynsWeb kræver en bredere skærm.
Prøv med telefonen i bredformat.

Lokalhistorie i Skamby Sogn
Skamby Boldklub

Af Palle Schou Hansen
Materialet er venligst stillet til rådighed af Søndersø Lokalhistoriske Arkiv
Denne artikel blev publiceret i arkivets årsskrift 1988
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb



Som nogle måske kan huske fra aviser o. lign., så kunne Skamby Boldklub pr. 21/4 1988 fejre sit 50 års jubilæum. 1938 blev klubben tilmeldt FBU.

Det interessante er imidlertid, at der faktisk står en 120 år gammel forening "Skamby Skytte- Gymnastik- og Idrætsforening" bag den egentlige nuværende boldklub.

Det hele startede tilbage i 1861, hvor en kaptajn Mønster, efter engelsk inspiration, forsøgte at oprette frivillige skytteforeninger, som skulle opøve mænd i våbenbrug, så man ikke var uforberedt i en evt. krigssituation.

Krigen i 1864 betød jo smertelige danske tab, og i 1865 kunne man så oprette Odense Amts Skytteforening. Tre år senere startede Skamby Skytteforening med en skydebane ude i Badstrup, og med væver Kristian Rasmussen, Badstrup som formand.

Det blev forholdsvis hurtigt en succes, hvilket bl.a. kan ses på medlemslisten fra 1888 - ca. 30 navne. I løbet af halvfemserne udvidede man foreningens aktiviteter til gymnastik, og i 1901 havde man således et karlehold på 14.

1903 begynder man med andespil (overskud 148,95 kr.), og i regnskabet for 1905 kan man se denne post "danselæreren og musik under øvelsen 23,30 kr."



1906 kommer der damer med i foreningen - et gymnastikhold på 14. Omkring 1918 begyndte man i foreningen at tænke på fodbold, man får lejet en græsmark og lidt efter lidt startes så en fodboldafdeling op, og i begyndelsen af tyverne blev Skamby tilmeldt FBU, men desværre kunne man ikke klare den hårde konkurrence og måtte opløse det hele i 1925.

Skytte- og Gymnastikforeningen var i stadig fremgang. I 1928 var der bl.a. en større skyttefest med gymnastikopvisninger i Glavendruplunden og med et afsluttende stort bal på hotellet.

I trediverne prøvede foreningen med folkedans, julestuer, foredrag, oplæsning af forfatteren Morten Korch og med lysbilleder af Flensted Jensen.

Omkring 1936-37 begyndte den senere kendte fodbolddommer Einar Lohse sammen med Alf Andersen og Kristian Karlsen atter at få liv i "fodbolden". I 1938 var der stiftende generalforsamling, som resulterede i indmeldelse i FBU 21/4, åbning af boldbanen til træning 8/5 og endelig en officiel dato 19/6. Samme år startede man i "hovedforeningen" med håndbold.

Det har så siden ført til egentlige selvstændige foreninger som Gymnastikforeningen, Håndboldafdelingen og Boldklubben. Denne gang gik det bedre for Skamby boldklub, man vandt B-rækkens 3. kreds 1939-40 med 23 points for 12 kampe, målscore 64-17.



Billedet fra 1941 viser Skamby's 1. hold. I en bog fra 1947 omtales at flere af spillerne var med på holdet i 1938. Citat: "Dog vil vi lige nævne Ejnar Sørensen og E. Lohse som to gode angrebs-spillere. I forsvaret var Peter Olsen en god halfback og Thyne Hansen en stabil målmand. Baneanlægget i Skamby er det bedst mulige fraregnet omklædningsrummet", sidstnævnte vedr. omklædningsrummet er senere bekræftet af Alf Andersen som husker det som "hønsehuset" - et træskur.



Faciliteterne blev imidlertid forbedret i 1962, da klubben fik sit første lysanlæg. Det kostede 6.000,- kr. og for at fejre denne begivenhed blev der arrangeret en "lyskamp" mod Årups Fyns-seriehold, som Skamby tabte 5-8. (Klubben spillede dengang i serie 2. Entre til kampen var l,50 kr. - børn gratis.

Der var igen opløsningstendenser, og især i 1964, hvor man var i nedrykningsfare fra serie 2. Samme år blev Alf Andersen formand, og det hjalp. Året efter vendte der næsten et helt hold tilbage til Skamby, og det resulterede i en uventet oprykning. Der blev også skabt en helt anden stemning, og bl.a. mødtes man efter træningsaftenerne hos Alf og Mulle til kaffe og bagværk. Det var også Mulle, der vaskede fodboldtøjet, og efter kampene vankede der æbleskiver.

I 1967-68 blev første etape af det nuværende klubhus bygget. Samme år holdt Skamby Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforening 100 års jubilæum den 22. maj med reception om eftermiddagen og stor jubilæumsfest om aftenen med fællesspisning og underholdning af et pigekor, Kaj Løvring og dans til "Die Grosse Tyrolerkapelle." Billetpris incl. spisning kr. 14,-.

Efter 5 år i serie l rykkede Skamby endelig op i FBU's bedste række, Fynsserien og efter sæsoner i Fynsserien og 4 sæsoner i Danmarksserien kom så i 1977 oprykningen til 3. division, det var dog en kort glæde, for allerede året efter måtte man tilbage til Danmarksserien. Oprykningen til 3. division gav ellers avisskriverier om man skulle indføre betalt fodbold i Skamby. Det blev afvist fra alle sider, men kassereren Frede Lauritsen kunne fortælle Ekstra Bladet, at spillerne for første gang i historien ville få deres støvler betalt af klubben.

Selv om der ganske vist var lokkende tilbud Fra de store klubber i Odense, mens Skamby spillede i Danmarksserien og i 3. division, var der ingen der forlod klubben.

I 1973 havde Skamby atter plads i avisernes overskrifter, da Morgenposten kårede Skamby som "årets idrætsby", og igen i 1975 da Esbjerg's 2. divisionshold blev slået med 2-1 i landpokalturneringen og dermed skulle spille ottendedelsfinale mod Ballerups 3. division hold.

Danmarks Radio havde lovet om ikke transmission så "brudstykker" i TV. Det var en hjemmekamp med 800 tilskuere. Det var på en "skandaløs ringe bane". Det skal dog bemærkes, at da havde man endnu ikke de 2 nyeste baner at råde over. Kampen blev tabt med 1-4, men under alle omstændigheder var det en flot præstation at nå så langt i pokalturneringen.

I 1978 kunne klubben den 25. februar indvie tilbygningen på 210 kvm. til det eksisterende klubhus. Der blev anvendt en masse frivillig arbejdskraft.

Efter at have været i 3. division gik det ikke så godt for boldklubben, men efter at man har været nede og vende i serie l, så spiller Skamby her i jubilæumsåret i Fynsserien.

Til at drive en boldklub skal der bruges en del penge og for at skaffe dem har der været afholdt mange forskellige aktiviteter i tidens løb.

I 50'erne og 60'erne blev der afholdt ikke så få legendariske baller på Skamby Gæstgivergård med så store kendte navne som Birthe Wilke, Gustav og Jørgen Winckler, Arne Lamberth, Four Jacks og mange andre.

I 1967 fandt man på en afløsning til den traditionelle sportsuge og besluttede at arrangere en egentlig byfest. Efter en konkurrence blev det til "troldefest". Navnet henviser til sagnet om en trold, der boede i en høj ved Nr. Højrup. Da man byggede Skamby kirke, begyndte han at kaste sten efter kirken, men han ramte ikke, og stenene fløj helt til Stensby. I stedet sparkede han i arrigskab til kirken, og i granitsokkelen findes den dag i dag et fodaftryklignende mærke.

Den første troldefest blev en stor succes med et overskud på ca. 19.000 kr. Flere tusinde havde lagt vejen forbi festpladsen.

Troldefesterne var et fælles arrangement for den samlede gymnastik- og idrætsforening, men da den blev opløst og Skamby Boldklub kom til at fungere selvstændigt, begyndte man igen sammen med "Vennerne" at lave sportsuger. De sikrer det økonomiske grundlag for boldklubben fremover.

Jeg håber, at man med ovenstående linier har fået et lille indtryk af en boldklub/idrætsforening, og jeg skal endvidere rette en tak til Janni Ravn og ikke mindst til Jan Lindegård.

NordfynsWeb
Klik på den lokalitet du søger information om

Udvalgte emner
Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn
Gamle nyheder
Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne
Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn Jul på NordfynsWeb
© Hanne og Benny Doré

Vestergade 16, Særslev. 5471 Søndersø
NordfynsWeb blev udgivet i perioden 2001-2005

NordfynsWeb opdateres ikke.
Der kan derfor være informationer som ikke længere er aktuelle.
Info:
Kontakt (09.00-18.00)
Hanne Doré: 30 24 10 98
Benny Doré: 20 49 10 24
Mail Åbningstider
Nyhedsmail
Få besked om nye vine eller årgange, nyt fra vingårdene, gode tips eller måske et godt tilbud fra DoréDelicato.

Tilmelding Arkiv
Køkkenskriverier:
Skagensbilleder
06. oktober 2020
Stor respekt for Skagens Gren, hvor to have mødes i et overvældende br.....
Læs mere
Vine til årstiden - september 2020
01. september 2020
Afhentningstilbud i september måned 2020 Efter en lang rosé-sæson kal.....
Læs mere

Vestergade 16 | Særslev | 5471 Søndersø
Telefon 30 24 10 98 / 20 49 10 24
Email: info@doredelicato.dk