Bemærk!!

NordfynsWeb kræver en bredere skærm.
Prøv med telefonen i bredformat.

Lokalhistorie i Vigerslev Sogn
Anders Hansens skæbne i Australien

Af Sven Rask
Materialet er venligst stillet til rådighed af Søndersø Lokalhistoriske Arkiv
Denne artikel blev publiceret i arkivets årsskrift 1996
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb



Det sker et par gange om året, at der kommer udenlandske gæster på arkivet. Det er efterkommere af udvandrere, der søger familiens rødder, og det er som regel vældig hyggelige gæster. Vi hjælper dem selvfølgelig så godt vi kan, og så sker det ofte, at vi til gengæld får en længere beretning om, hvordan det senere gik udvandrerne i de fjerne lande.

Sådan gik det også i sommer, da vi fik besøg af australieren William Hansen, der for tiden er bosiddende i Filippinerne. Han tilbragte en hel uge på Nordfyn, således at han kunne nå at danne sig et indtryk af landskabet og besøge de forskellige steder, hvor hans forfædre havde boet.

Da han kom hjem fra ferien, renskrev han sine optegnelser og var så venlig at sende os kopier - både af teksten og af nogle gamle fotografier. På grundlag af disse oplysninger, er det muligt at fortælle historien om Anders Hansen og hans to brødre fra Katshegnehuset i Bredbjerg, der udvandrede til Australien midt i 1800-tallet.

Katshegne var en mark, der tilhørte Langesø gods. Jorden er bakket og gruset, så udbyttet har næppe været stort. Alligevel havde et af de fire små husmandssteder på marken været fæstet af den samme familie i flere generationer. Hans Jensen havde overtaget fæstet efter sin far i 1856; men godset havde for længst besluttet at plante området til med skov, så landbruget var på retur, og ejendommen ville på længere sigt blive revet ned.

På denne baggrund er det ikke så underligt, at Hans Jensens og Karen Rasmusdatters tre ældste sønner udvandrede. Det skete vist nok i 1865 eller 1866; men der er en vis usikkerhed om tidspunktet og rejseruten. En egentlig registrering af danske udvandrere er først påbegyndt i maj 1868, så vi må nøjes med at antage, at Rasmus, Jens og Anders Hansen landede i Melbourne efter den flere måneder lange rejse, og vi ved, at de snart efter drog op til Bendigo, hvor de sluttede sig til de skarer af guldgravere, som havde søgt lykken på dette sted siden 1851.

Det har været noget af en omvæltning for de unge mænd, der var henholdsvis 18, 20 og 23 år gamle. Som andre udvandrere har de haft vanskeligheder med sproget. Der stod ikke engelsk på skemaet i Havrehed skole i 1850'erne, hvor "katekismussen (var) hovedemnet og prygl altfor ofte midlet", som husmands-knægten Emil Rasmussen udtrykte det, så de har sikkert ikke vidst ret meget om Australien i det hele taget.

Der var godt nok udkommet et par bøger om emnet, eksempelvis Charles A. Kann's "Australien og dets Guldegne" fra 1853, der ifølge titelbladet var "en antegnelse om alt, hvad der er nødvendigt at vide, når man udvandrer til Australien med hensyn til overfart, ankomst, nedsættelse og guldgravning." Samme år blev der udgivet endnu en bog på dansk om emnet: E. Skouboes "Oplysninger og praktiske Bemærkninger for Udvandrere til Australien" og året efter tryktes en samling breve af J.M. Jensen under titlen "En reise til Guldminerne. En dansk Haandværkers Breve."; men det er tvivlsomt om de tre brødre har læst nogle af disse værker. Og selv om de havde, ville det nok ikke have hjulpet dem særlig meget.



Det må have været langt vigtigere for dem, at de havde mulighed for at finde sammen med andre danskere, som kunne hjælpe dem med sproget og videregive nogle af de dyrt købte erfaringen. De danske udvandrere var alle vant til hårdt fysisk arbejde, og mon ikke brødrene Hansen, som de fleste andre begyndte med at lede efter guld? Det ser dog ikke ud til, at de fandt særligt meget, og de er nok hurtigt søgt over i nogle af de mere velkendte erhverv, der trivedes i det hurtigt voksende nybyggersamfund. Andre brødre havde vist, at det var lettere at tjene guld end at finde det - eksempelvis de tre brødre Cohn fra Horsens, som 1857 grundlagde Victoriabryggeriet i Ben-digo.

Det australske samfund udviklede sig med rivende hast. Endnu i 1820 havde der kun boet 33.000 mennesker af europæisk herkomst på kontinentet, men 1850 var tallet vokset til 430.000. og ti år senere fandtes 1.146.000 indbyggere. Der var mange muligheder for at skabe sig en fremtid, navnlig i 1860'rne hvor guldeksporten gav store indtægter og den amerikanske borgerkrig pressede verdensmarkedspriserne på sukker og bomuld i vejret; men det var op til den enkelte at udnytte sine evner. Et socialt sikkerhedsnet fandtes ikke.

Hvad der blev af Rasmus, som var den ældste, vides ikke; men de to andre holdt forbindelsen ved lige, og Anders har sikkert været med til broderens bryllup i 1875, hvor Jens Hansen blev gift med Mary Ellen Williamson, der var datter af en farmer. Parret slog sig ned på en gård i Loddon, Victoria, og fik fem børn. Giftermålet med en engelsk gårdmandsdatter og købet af egen gård tyder på, at det var gået usædvanligt godt for Jens. Han skabte sig en tilværelse og en social position i Australien, som det ville have været svært - om ikke umuligt - at erhverve i Bredbjerg.

Det gik også godt for Anders. Han blev gift med Susannah Leggett, som han havde mødt, da hun arbejdede som sygeplejerske ved et telthospital ved guldfeltet. Hun var datter af fattige irske udvandrere, og parret havde næppe meget bagage, da de forlod guldgraverlivet efter brylluppet i 1879 og drog mod nord for at søge arbejde.

Til at begynde med gravede Anders vandhuller til bøndernes kvæg; men han udviklede en teknik, således at han kunne benytte en slags hestetrukket gravemaskine.

Det gav så meget, at han kunne købe okser og en vogn, og han gik ind i fragtmandsbranchen i det uvejsomme Queensland.



O. 1885 slog familien sig ned i Charlesville, hvor det var muligt at gøre gode forretninger med de oksetrukne kærrer, når ulden skulle transporteres fra de ensomtbeliggende fårefarme til jernbanen, det største læs var på 108 baller uld, der vejede over 18 tons, og som blev trukket 350 km. Rekordlæsset var sikkert et af de sidste store oksetræk, da lastbiler var ved at overtage fragterne.

Arbejdet med oksekærren, var sæsonarbejde, og i 1912 havde familien forpagtet Stanthorpe Hotel. De havde selv fået ni børn; men mens de drev hotellet adopterede de flere, så det var efterhånden blevet en stor familie. Sønnerne hjalp faderen med okserne. De rendte i forvejen, indrettede lejrplads og samlede foder til okserne, mens pigerne blev hjemme hos moderen og passede deres skole.

I 1919 forpagtede familien Hansen et andet hotel i Pratten; men det gik ikke så godt - folk drak på byens andet hotel; men foretrak at slås på Hansens hotel - så det endte med en fallit, og det aldrende ægtepar trak sig tilbage til et husmandssted i Toowomba. Husmandsstedet fik navnet Odense, så Anders havde ikke helt glemt sine fynske rødder. Han døde den 25. juni 1933, kort før sin 85-års fødsselsdag.

Man kan mene, at Anders Hansens skæbne i Australien ikke har så meget med lokalhistorien i Søndersø kommune at gøre; men udvandrerne skrev selvfølgelig hjem, og deres beretninger var populært samtalestof for forældre, familiemedlemmer og naboer. Langt de fleste af disse breve er gået tabt, og livsskildringer som Anders Hansens udgør derfor et velkomment supplement til vor viden om, hvilke alternativer de unge i 1800-tallets anden halvdel havde til tilværelsen på landet. Flugten fra land til by var i gang, og mange tusind danske valgte at forlade landet. En del blev lokket af udvandreragenternes løfter; men mange traf deres beslutning på grundlag af oplysninger fra familie eller venner, der var udvandret tidligere.

Sven Rask.

Kilder:

William Hansen: The Hansen-Leggett Line (Arkivfond: A 10 031).
Erik Helmer Pedersen: Pionererne (1986) s. 139-62.

NordfynsWeb
Klik på den lokalitet du søger information om

Udvalgte emner
Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn
Gamle nyheder
Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne
Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn Jul på NordfynsWeb
© Hanne og Benny Doré

Vestergade 16, Særslev. 5471 Søndersø
NordfynsWeb blev udgivet i perioden 2001-2005

NordfynsWeb opdateres ikke.
Der kan derfor være informationer som ikke længere er aktuelle.
Info:
Kontakt (09.00-18.00)
Hanne Doré: 30 24 10 98
Benny Doré: 20 49 10 24
Mail Åbningstider
Nyhedsmail
Få besked om nye vine eller årgange, nyt fra vingårdene, gode tips eller måske et godt tilbud fra DoréDelicato.

Tilmelding Arkiv
Køkkenskriverier:
Skagensbilleder
06. oktober 2020
Stor respekt for Skagens Gren, hvor to have mødes i et overvældende br.....
Læs mere
Vine til årstiden - september 2020
01. september 2020
Afhentningstilbud i september måned 2020 Efter en lang rosé-sæson kal.....
Læs mere

Vestergade 16 | Særslev | 5471 Søndersø
Telefon 30 24 10 98 / 20 49 10 24
Email: info@doredelicato.dk