Lokalhistorie i Vigerslev Sogn
Udskriv denne side
Maler Madsens farverige liv 1892-1979

Af Hans Sørensen
Materialet er venligst stillet til rådighed af Søndersø Lokalhistoriske Arkiv
Denne artikel blev publiceret i arkivets årsskrift 1996
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb





I 1996 modtog arkivet en beretning om maler Hans Aage Madsens liv. Beretningen er blevet til under en række samtaler mellem Hans Sørensen og Hans Aage Madsens søn, der både hedder det samme som faderen og har det samme erhverv. På de følgende sider bringes et uddrag af beretningen.

Min far, Hans Aage Madsen, stammede fra Øster Lunde, hvor han blev født i 1892. Oprindeligt var det meningen, at far skulle være skrædder. Han kom i lære hos sin egen far. Efter en tid havde han fået til opgave at klippe stof til en vest. Far lagde stoffet på bordet, men var ikke opmærksom på de andre lag stof, der lå der i forvejen. Resultatet var, at det hele blev klippet til veste, og at far blev opgivet og fyret.

Kort tid efter, i november 1907, kom han i malerlære hos sin broder Holger i Lunde. Holger og hustruen Rasmine kom til at betyde meget for far. De tog sig godt af ham.

I læretiden gik han på Teknisk skole i Odense, hvor han fik sit speciale inden for ådring og marmorering. Han blev undervist af Tersløse, der var specialist på dette felt; men en egentlig svendeprøve aflagde han ikke, da han stod i lære hos et familiemedlem.

Med uddannelsen hos broderen og på teknisk skole var far klar til at erobre verden. Han ville på valsen, hvilket stadig var almindeligt på den tid. Hen på foråret 1913 drog han af sted. Turen gik gennem Tyskland til Schweiz. Rejseformen var sammensat. Det hed sig, at naverne spadserede. Det gjorde de vel også, men kunne de få et lift med en vogn, en billig tur med et tog eller andet godt, så gjorde de det.

I Schweiz kom han til Zürich, hvor der var en dansk kontaktmand for naverne. Han hed Hansen. Hansen sørgede for, at far fik noget at lave. Siden flyttede far til Amriswil. Her var han med til at restaurere kirken i Sommeri. Medens han opholdt sig der, var han med på bjergvandringer. Han kom blandt andet til toppen af bjerget Säntis, der er ikke mindre end 2504 m. højt. Ved den lejlighed kurede far og kammeraterne på deres rygsække på vejen ned.

Fars bror Jens, der havde noget af en skuespiller i sig, rejste ned til ham, mens han endnu var i Schweiz. Sammen rejste de videre til Italien. De opholdt sig blandt andet i Milano, Rom og Napoli. De var på Vesuv, og de sejlede til Capri, hvor de så den meget berømte Blå grotte. Det var en oplevelse, der prægede far for livet. Hans motto var siden da: "Hellere sidde på siden af den Blå grotte som snegl, end som aldrig at have været der."

Da første verdenskrig begyndte at trække op, begav far og Jens sig hjemad. Det er uvist, hvor længe de var undervejs, men sikkert er det, at far var hjemme igen den 28. januar 1915. Det var den dag, han blev indkaldt til 16. batallion 5. kompagni, hvor han fungerede som signalør. Tjenestetiden havde han på Odense kaserne, ved grænsen og i Svendborg, indtil han blev hjemsendt den 2. april 1917.



To år som soldat var lang tid, men far havde en særlig evne til at udnytte sin tid godt. Far var også noget af en spasmager.

Her tænker jeg på, hvorledes han tog paryk, skæg og sminke på, så han ikke kunne kendes. Så arbejdede min forklædte far for befalingsmændene, der boede på den anden side af Sdr. Boulevard over for kasernen.

Efter hjemsendelsen var far på Grundtvigs Højskole i Frederiksborg. Det var i perioden 1918-19, hvor forstanderen var Holger Begtrup. Mens far var på højskolen, skulle der laves et spændende dekorationsarbejde. Far tilbød sig, men skolens bestyrelse turde ikke betro ham arbejdet. Sagen tog dog en anden retning, da et af bestyrelsesmedlemmerne fik den idé, at far skulle lave et maleri, så de kunne se, hvad han duede til. På bordet i mødelokalet stod en buket påskeliljer, som de bad ham om at male. Da han kom med resultatet fejede det al tvivl bort, og han fik arbejdet. Maleriet af påskeliljerne havde han hængende i sin stue alle dage.

Far var meget glad for familien Begtrup, og der er vist ingen tvivl om, at glæden var gengældt. Far fik nemlig lov til at blive boende på skolen efter skoleopholdet, mens han arbejdede hos en malermester i Hillerød. Egentlig ville far være blevet i Hillerød, hvor hans mester havde sat ham i udsigt, at han kunne købe forretningen. Det kom dog til at gå anderledes.

Mens far arbejdede i Hillerød kom en malerforretning i Morud på tvangsauktion, og uden fars viden deltog storebroderen i auktionen, hvor han købte forretningen på fars vegne. Jeg ved ikke, hvordan det kunne lade sig gøre, men at det skete er et faktum.

Far flyttede ind i det lille hus "Pax" på Rugårdsvej. Langt senere er huset blevet udstyret med nr. 759. Huset lå også dengang lige ud til landevejen, der naturligvis var en grusvej. Siden er der lagt på vejen, så den i dag ligger en god halv meter højere. Dengang var der ingen fortov, men der var grøfter og vejtræer. Omme bag huset, lidt lavere, lå værkstedet, der var bygget sammen med snedkerværkstedet på nabogrunden. De to værksteder var adskilt af en brandmur. Loftet var indrettet til lærlinge og svende. I vores del af bygningen kunne der bo ikke mindre end fem svende og lærlinge.

I starten lejede han stuehuset ud til en installatør, der netop i 1920 var i færd med at installere strøm i Morud. Installatøren brugte huset som lampeudstilling. Her kom folk fra Morud, når de skulle vælge de nymodens lamper. Lamperne hang i stort tal ned fra lofterne i stuerne. Det har uden tvivl været en meget enkel udstilling, men man var ikke bedre vant på den tid.

Da far skulle i gang med forretningen, tog hans forgænger ham med rundt til kunderne og anbefalede ham. Blandt andet var de hos bageren i Rue. Da de var kørt, sagde bagerens kone: "Skal den stakkel nu være den tredje, der skal gå fallit i den forretning." Bagerkonen så altså ikke umiddelbart de positive muligheder, der lå gemt i min far. Det gjorde til gengæld hendes datter Mary, som far blev forlovet med. De blev gift i Vigerslev kirke den 12. oktober 1923. Året efter fik de mig, der skulle blive deres eneste barn.

Dengang var mange ting helt anderledes end i dag. Far var for eksempel den første i denne ende af byen, der fik telefon. Han havde telefon, men alle andre havde adgang til den. Her tænker jeg på naboen snedkermester Theodor Pedersen, gårdejer Søren Sørensen og de øvrige naboer. Telefonnummeret var let at huske - 97. Når der var telefon til en af naboerne signalerede min mor. Ude ved hoveddøren hang der et plovskær. Det slog mor på. Hun havde udviklet et helt lille system af koder, så alle vidste, hvem der var telefon til, når hun for eksempel gav plovskæret to slag. Hvis man ikke selv hørte slagene, kunne man være sikker på at få det at vide af nogen, der havde hørt dem. Vores fordør var altid ulåst, så man kunne komme ind og ringe op via centralen i Bredbjerg. Man behøvede ikke at kunne numrene. Man sagde blot, hvem man skulle tale med. Jeg kunne eksempelvis ringe op til centralen og sige, at jeg skulle tale med Bedste, så fik jeg Kristine Andersen, Rue.

Fra begyndelsen af havde far to svende. Den ældste hed Jens. Han var en fætter til min mor. Han havde sit logi i et af værelserne over værkstedet. Den anden svend hed Harald, og han var søn af slagter Hansen i Morud. Slagteren boede længere oppe af Rugårdsvej i det hus, der hedder Fredensborg.

Når far og svendene var ude, var de ofte med på kost, hvor de arbejdede. Dengang afgav man to tilbud. Et med kost og et uden.

Med kost begyndte dagen kl. 7. Et gammelt dansk morgenmåltid, og nadver som man kaldte aftensmåltidet, bestod i reglen af grød. Davre kunne undertiden bestå af øllebrød. Hertil gives som regel stegt flæsk eller kogesul, kogt på grønkål, hvidkål eller ærter. Derudover var der om sommeren indskudt et par mellemmåltider, kaldet "halvgående". Det fik man ved nitiden. Og "midaften" ved firetiden om eftermiddagen, hvor man fik mellemmadder med pålæg, ofte røget eller salt kød og ost. Det var sjældent, at far modtog et tilbud, hvori der ikke indgik kost.

I mange tilfælde var far ude med en af svendene. Den anden kunne så gå hjemme på værkstedet og lave noget der. Måske var der ligkister, der skulle males. Det kunne også være vogne, møbler, kaner osv. Harald kunne således være med far ude, men han havde også opgaver hjemme på værkstedet. Det hændte, at Harald blev tørstig, det kan man ikke komme uden om, men han var en meget dygtig og omhyggelig håndværker, som der kan fortælles meget om.

Engang skulle han tjære de støbte rør på Morud cementvarefabrik, der tilhørte Peter Haugaard. Da Harald kom, fandt Haugaard en gammel pensel og noget slidt tøj, som han kunne bruge. Harald rensede penslen. Det slidte tøj lod han ligge med en replik om, at det var rørene, han var kommet for at male - og så gik han ellers i gang med at tjære. Da de nåede aften, var der ikke en plet på hans tøj.

Min far var et menneske, der arbejdede utrolig meget. Hvis han ikke blev færdig i dagtimerne, tog han aftenen og natten med. Når en i sognet døde, tog snedker Th. Pedersen ud til familien. Det var det almindelige, at snedkeren fungerede som bedemand, han havde ikke kister på lager, men fremstillede den til lejligheden. Hos familien tog han de nødvendige mål. Når snedkeren så var færdig med kisten måtte far på natarbejde. Først gav han den en omgang lim iblandet kridt, og så kunne han sove en smule, mens den stod og tørrede. Derefter blev den strøget med sejsfarve, hvorefter der atter var tid til en lur. Endelig blev kisten ådret, således at den kom til at ligne en egetræskiste. På dette tidspunkt kunne far være så træt, at han nærmest følte det, som om kisten kørte rundt for ham. Men, som han sagde: "Så fik den bare en streg, når den kom forbi".

Min far var også et meget læsende menneske. Han læste, når han skulle sove, og han læste om natten. Og skulle vi nogen steder, i byen eller på tur, så havde han sin bog med for det tilfælde, at der blev et øjeblik, hvor han kunne læse.

I 1929 brændte "Slukefter" kro. Da kroen blev genopført, fik far både malerarbejdet og stukkatørarbejdet. Stukkatørarbejdet er egentlig et selvstændigt håndværk. I dag findes der ikke mange, der kan det. Stukken var gibsudsmykninger, der blev udført under loftet, i hjørner og andre steder, hvor det kunne pynte. Stukken havde mange forskellige udformninger f.eks. rosetter til lofterne, gesimser til hjørnerne og i øvrigt fyldninger og lister. Man skal huske på, at der til dette arbejde også hørte dekorationer som fugle, grene og blomster. I øvrigt lavede far dekorationer mange steder. Det kunne være i trappeopgange, og på vægge og lofter i private huse.

Der findes stadig en del huse, hvor fars dekorationsarbejder kan ses. I Morud er der et af hans billeder på væggen i Saddelmagerens hus, der i dag fungerer som posthus. Billedet findes i opgangen, der fører til lejligheden ovenpå. Motivet er en skovsø. Hos fars genbo i huset ved siden af slagteren er der også et billede. Her er motivet et skovparti med en å. Ideen må han have fået her i området. I barndomshjemmet finder man endnu hans dekoration på loftet i den bagerste stue. Han havde lavet et stillads, så han kunne ligge på ryggen og male. det gjorde han, mens mor lå i barselsseng, da hun skulle have mig.

Under genopførelsen af "Slukefter" kro havde far fem til seks malere i sit brød. Det var en meget stor opgave. Den nyopførte kro kom i gang, før alt håndværket var fuldført. En gang imellem tog far mig med ud på kroen, hvor jeg blev placeret i køkkenet hos pigerne. De syntes, det var morsomt at få besøg af en purk på 4-5 år - og jeg nød deres opmærksomhed og forkælelse.

I årene op til krigen gik det far godt. Han mærkede ikke noget til, at der var krise i landbruget. Svendene kom i stort antal og søgte arbejde. De kom om søndagen, og de var så sultne efter at få arbejde, at den ene underbød den anden, hvis han kunne komme til det.

I 1938 havde far arbejdet på Falenhus. Det var det største arbejde, der var i Odense på den tid. Det gik godt, men det var en vanskelig tid. Til tider skete det nemlig, at der var spekulation med i billedet på de store arbejder. Den slags går ud over nogen, og det var ikke ualmindeligt, at nogle af mestrene gik ned med deres forretning. I sådanne tider har det ikke været uvæsentligt, at far havde måttet klare sig selv fra en ganske ung alder. Han forstod at holde kursen. Rækken af opgaver er naturligvis meget lang. Jeg vil blot nævne nogle få fra før krigen: FDB's frølager, dekorationsarbejdet på dyrskuet i Odense, Rugård, Farstrup savværk og stolefabrik.



Så kom den anden verdenskrig. Det betød praktiske begrænsninger for alle håndværkere. Min far havde haft sin Ford 29, en dejlig firepersoners gearvogn med stor bagagebærer, siden 1929. Men som følge af benzinrationeringen måtte den klodses op inde i garagen. Herefter anskaffede han sig en cykel med anhænger. Den var lavet hos smeden lidt længere henne af gaden. Imidlertid søgte han om køretilladelse, hvilket han også fik på et ret tidligt tidspunkt. Men det var meget begrænset, hvor meget han måtte køre og til hvilke formål. Derfor klarede han sig i det daglige med cyklen.

Under besættelsen var der meget at gøre med mørklægningen. Vi kørte ud til bønderne, hvor vi havde en meget smart metode til mørklægningen i staldene. Vinduerne malede vi med blå spritfarver, og pærerne blev malet med rød spritfarve. Det ophævede hinanden, så der ikke kunne ses den mindste smule lys uden for staldene. Boligerne skulle også mørklægges. Vi havde noget lystæt farve, der gjorde rullegardinerne helt tætte. Der var sandelig nok at se til, der i begyndelsen. Vi malede også de lovbefalede tredive centimeter hvidt på cyklernes bagskærme. det gav vist en femogtyveøre.

Vi hamstrede i stor stil. Det var nødvendigt, for vi vidste ikke, hvor længe krigen ville vare. Vi fik masser af maling, lak og tapet hjem. Doktor Mejlgaard og godsejer Stenbjørn på Rugård tilbød at opbevare noget af det for os. Det gjorde vi ikke brug af, for vi havde jo hønsehuset at ty til. Hønsene beklagede sig ikke over indskrænkningen af pladsen. Vi anskaffede så meget oliemaling og gulvlak, at det rakte til alle krigsårene, idet vi overtog fabrikkens restlager. Når fabrikken lod os få resten af deres olie og lak, hang det sammen med, at deres ration i forhold til antallet af interesserede kunder, var for lille. Det ville være alt for besværligt for dem, at stå for fordelingen. Aftalen blev derfor, at de kunne ringe til os, og bede os om at give noget gulvlak til andre malermestre, når de skønnede, at det var nødvendigt. I en anden sammenhæng var olien og lakken også en nødvendighed - nemlig, når min far byttede sig til tobak.

Min far virkede som malermester til dagen før han døde den 9. januar 1979. Det havde altid været hans ønske at arbejde helt til det sidste, og sådan gik det ham. Han var kun syg én dag, før han døde. I dag ledes virksomheden af min datter Lene, og jeg er sikker på, at det ville have glædet min far at se tredie generation overtage firmaet.

Hans Sørensen.

Geografisk søgning
Udskriv denne side
Klik på den lokalitet du søger information om

Udvalgte emner
»Fortidsminder 
»Gadekær 
»Kirker 
»Mindesmærker 
»Naturområder 
»Slotte og herregårde 
»Skulpturer 
»Øvrige 
»Lokalhistorie 
»Cykelruter på Nordfyn 
»Gamle nyheder 
»Nordfynske vejnavne 
»Nordfynske stednavne 
»Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn 
© Hanne og Benny Doré

Vestergade 16, Særslev. 5471 Søndersø
NordfynsWeb blev udgivet i perioden 2001-2005

NordfynsWeb opdateres ikke.
Der kan derfor være informationer som ikke længere er aktuelle.
Kontakt (09.00-18.00)
Hanne Doré:30 24 10 98
Benny Doré:20 49 10 24
E-mail:Klik her
Åbningstider:Klik her
Nyhedsmail
Få besked om nye vine eller årgange, nyt fra vingårdene, gode tips eller måske et godt tilbud fra DoréDelicato.
Tilmelding:» Klik her
Find vin
» Pris
» Klassifikation
» Vinhus
» Nye vine og årgange
» Få flasker tilbage
» Med skruelåg
» Økologisk
» Gambero Rosso
» Wine Spectator
» Robert Parker
» Alle topvine
Eller skriv søgeord:
Køkkenskriverier
Nietzsche og Venedig
01. maj 2020
Det hotel vi plejer at bo på i Venedig er jo som stort set alt andet i.....
» Læs mere
Bliver hjemme med min tømrerblyant
11. april 2020
Den 12 marts corona-lukkede vi vores fysiske butik og fulgte statsmini.....
» Læs mere
» Alle køkkenskriverier