Lokalhistorie i Vigerslev Sogn
Udskriv denne side
Uddrag af Marius Bendixens erindringer

Af Marius Bendixen
Materialet er venligst stillet til rådighed af Søndersø Lokalhistoriske Arkiv
Denne artikel blev publiceret i arkivets årsskrift 1986
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb



Minder fra min barndom og ungdom

Mit barndomshjem var et husmandssted på 7 tdr. land med l tdr. land eng ned til Stavidså Bygningerne var brændt 1854 og stuehuset opført af gule mursten med rødt tegltag, og lå ca. 5 minutters gang fra Korup bygade. Jeg er født 1894 og havde i enhver henseende et godt og trygt barndomshjem, men uden spor luksus, men der var store muligheder for et barns virketrang.

Vi holdt »Fyns Tidende« sammen med en anden familie, der boede i selve byen, og det var helt andre forhold, end jeg var vant til. Det var gamle bygninger fra 17-hundredtallet, laderne var sulebygget. I stuehuset var der kun bræddegulv - i soveværelset, i køkken og dagligstue var gulvet af gule mursten, og i bryggers rå kampesten. Stuen var ret stor, møbleret med en firkantet kakkelovn til tørv og brændefyring, langs med vinduerne et langt bord og bagved en bænk. Under loftet var der hylder, hvorpå der stod fade med mælk og alt mulig andet.

I en krog af stuen stod en væv. Konen vævede selv lærred og tøj til eget brug. I en anden krog en stor seng, hvor der lå en gammel mand, han var »på sognet« som det hed dengang, han var tinget ud med kost og pleje for laveste bud.

En søndag 1899 morgen oplevede jeg den første store ildebrand på nært hold. En nabogård brændte af lynnedslag. Det gjorde et storslået, men grusomt indtryk på mig. En aften senere på året kom far hjem og fortalte at avlsbygningerne på Langesø brændte, og vi kunne se et stort ildskær.

Omkring århundredskiftet var der stadig bevaret en del af tidligere tiders samhørighed og hjælpsomhed, hvor det gjaldt om at holde udgifterne nede; en gårdejer kunne hente brænde fra Langesø skov til en husmand eller en håndværker, mod gentjeneste i høsten. Der kunne ske uheld i besætningen, en ko eller en hest med et brækket ben: »og der kom far, der havde været slagter i sin ungdom, ind i billedet. Han blev tilkaldt, slagtede dyret på stedet, skar det i passende stykker, hvorefter ejeren kørte i byen og solgte kødet til favørpris og som regel med god afsætning. Dels på grund af prisen, men også for at mindske ejerens tab. Senere blev det af sundhedsmæssige grunde påbudt, at sådant kød skulle kontrolleres af en dyrlæge.

Ind under jul var der gang i den almindelige slagtning til årets forbrug, ja en gård, hvor jeg fik lov til at komme med, blev der slagtet både svin og får som regel store dyr, grisen kunne godt veje 200-250 kg., dengang beregnet i lispund = lig 8 kg. Det var nogle store krabater at bakse med og strengt for slagteren, de lokale hjælpere var uøvede. På sådan en gård bestilte ejeren tilsyneladende ingenting. Forkarlen fik sine ordrer om morgenen for dagens gerning, og selv under spisningen ved det lange bord, skar han brødet og skænkede den daglige snaps.

Mine forældre var af og til om lørdagen på torvet i Odense og solgte, hvad der kunne undværes f.eks. kalve, fjerkræ og æg efter årstiden, havens produkter. Mor var flink til at binde buketter fra marken og haven, 10 øre pr. stk. En kalv 14 dage gammel - 5 kr., høns fra 1 - 2 1/2 kr. Stikkelsbær og kirsebær nogle få ører pr. potte. Større frugter blev solgt efter vægt. Efterhånden blev indført kødkontrol, og kalve måtte ind på rådhuset og stemples.

Torvet på Flakhaven var et broget skue. Alt kunne sælges, lige fra kattekillinger til smør, rygeost, æg og røget flæsk. Selv om der før århundredskiftet var bygget mange mejerier, var der mange gårde i omegnen af Odense, der solgte deres hjemmelavede produkter, og tilsyneladende med god afsætning.

Til at overvåge god orden gik en betjent med livrem, blanke knapper og hjelm. Han skulle kontrollere, at de benyttede mål og vægte var lovformelige, bilægge stridigheder og i værste fald tage de pågældende med på stationen.

Der var nok at se på for en dreng. Det kunne hænde, at dragonerne med trompetmusik i spidsen kom ridende ad Vestergade på vej til kasernen bag Sortebrødre torv.

På Albanitorv stod slagterne og ostehandlerne med overdækkede vogne, som skærm for solen.

På det, der nu hedder Set. Knuds plads stod blomstergartnerne fra Stige og Bellinge, kartoffelavlerne fra Agedrup og Korup, og på »Klingenberg« dominerede fiskekonerne fra Seden. En sådan torvedag var et broget skue.

Kl. 8 var der mødt opkøbere til de mange butikker i byen, og i høj grad bestemte de prisdannelsen den dag. Ellers kom de fine fruer med efterfølgende unge piger til at bære varerne hjem. De mere almindelige husmødre kunne godt være meget prisbevidste og sidst kom de fattige koner, der håbede på billigt eller måske gratis kød.

Al handel skulle slutte kl. 2, og nu mødte pensionærerne fra fattiggården i Klaregade, de skulle sørge for rengøring af hele området. Vi holdt ind med køretøjet hos købmand Scheffmann, Vestergade 86, og der kunne godt være 25-30 vogne sådan en dag. Det var en streng dag for gårdskarlen. Købmanden havde handel med foderstoffer, og alle varer skulle bæres på ryggen fra lager til vogn. Det var dengang 100 kg. pr. sæk, og for nogle foderkager i bundter op til 150 kg. De såkaldte drikkepenge beløb sig til 25-50 øre efter som der var l eller 2 heste for vognen.

I skænkestuen ved siden af butikken kunne man købe øl til den medbragte mad, 15 øre pr. stk. En kop kaffe, 10 øre + 4 øre for 2 brunsvigere, eventuelt en kaffepuns 15 øre.

Der var et livligt gadebillede at se bl.a. fiskehandleren med sin trækvogn gade op og gade ned sang sit: »sild er godt, 10 øre for en pot.« Og Mads Sand, der med sin vogn fuld af strandsand kørte og solgte ved dørene til brug for de hvidskurede gulve og de engang så nødvendige spyttebakker.

Vi traf jævnlig kendinge på landevejen bl.a. 2 kvinder fra Farstrup, en mor og datter, der tog den lange tur i al slags vejr. De havde faste kunder på St. Glasvej, og vi så der, børnene kom med brød til den brune hest.



Jeg fik også lov til at komme med, når far kørte ind på slagteriet med de grise, vi kunne undvære. Bygrænsen gik dengang ved »Snapindgården« og spinderiet med nogle funktionærboliger lå helt alene, ellers åben mark indtil »Kongehuset« et gammelt stråtækt hus, der lå ved krydset Rugårds Landevej, Åløkke Alle og St. Glasvej. På strækningen derfra indtil slagteriet, kunne vi møde et køretøj forspændt 2 stude. Dette transporterede affald fra brændevinsbrænderierne i Nørregade ud til Åløkkegården, hvor det blev brugt til kreaturfoder. Vi fik 30 kr. udbetalt pr. gris, resten 7-8-9 kr. alt efter kvaliteten, kom senere med posten.

I min tidlige barndom mindes jeg besøg af farbror, Niels. Han havde et stift ben, og jeg undredes meget, når han om aftenen spændte det af og satte det ved siden af sengen. Senere forstod jeg grunden, han var veteran fra krigen 1864, og der fik han det ene ben knust ved stormen på Dybbøl den 18. april.

Far drev lidt handel med kreaturer, og da han ikke havde cykel, foregik opkøbet tildels pr. hestevogn, og der kom jeg hurtigt med som hestepasser helt til Skovsby og Kelstrupskov samt den sydlige del af Vigerslev sogn. De købte dyr blev gerne leveret hjemme i Korup om søndagen, så de var friske mandag morgen til markedet i Odense. Dengang foregik det til fods, og der var jeg igen med som driver.

Ved Korup mejeri kunne vi få følge af Peter Krog - en yngre handelsmand fra Morud og hans dyr, - det gik lettere, når der var flere i følge. Vanskelighederne begyndte ved banesporet i Snapind, Bogensebanen. Men værre blev det ved de mange spor ved Vestre-Stationsvej.

Viadukten på Rugårdsvej kom mange år senere. Markedet var jo dengang på Sortebrødretorv, under åben himmel, et meget støjende foretagende. Højrøstede handelsmænd og kreaturhandlere, kobrøl og mælkekoner, der fik lov at malke køerne efterhånden som de blev solgt. Det var mælk af meget uens kvalitet, men dengang var man ikke så sundhedsbevidste. Når handelen var godt igang med megen snak og store håndbevægelser, fik jeg lov til at udforske Odense, og det var særlig havnen med skibene og de store kraner, der satte min fantasi i sving. Efter et par timers forløb var jeg tilbage igen, og nu var det spændende, om der var udsolgt, for så kom vi med »dagvognen« hjem til Korup mejeri, formedelst 25 øre, og det sparede på skosålerne.

Det økonomiske udbytte af en markedstur var meget svingende fra 2-5-8 kr. pr. dyr, og tab var jo ikke udelukket.

I 1905 brændte det meste af Vigerslev by, og det oplevede jeg på afstand. Vi stakkede hø i engen en sommerdag, og pludselig dalede der store flager af brændt papir ned til os. De var åbenbart af den stærke varme kommet højt op og med vinden ført de mange km. bort.

I 1907 blev metersystemet indført, og vi fik nye regnebøger i skolen. Det var en omvæltning, og for mange en vanskelig opgave at finde ud af det nye system. Mange ældre mennesker nåede det aldrig.

I december 1908 var jeg fyldt 14 år og skulle så konfirmeres i april næste år, og det var meget spændende at se hen til. Min mor havde som ung lært at sy og derfor hidtil syet mit tøj, men nu skulle det være jakkesæt, og det skulle der en skrædder til. »Jens Skrædder«, der boede ude ved Slukefter kro, gik omkring i hjemmene og syede folks tøj, kom også i mit hjem. Han blev hentet, og på 2 dage var tøjet i orden. Det var altid en begivenhed, når skrædderen kom, han var næsten en levende avis. Det kostede, så vidt jeg husker, 5 kr. i syløn.

Konfirmationen følte jeg som en meget højtidelig, men også festlig handling. Efter dåbsbekræftelsen præstens hånd på hovedet, hans håndtryk og ordene: »Så giv da Gud dit hjerte og mig din hånd derpå«. En halv snes år senere tog jeg ind på rådhuset i Odense og overværede en såkaldt borgerlig konfirmation. Festtaleren var forstanderen på statens lærerhøjskole, Vilhelm Rasmussen. Talen, hvis indhold nærmest var en udfordring til de unge om at være kritiske over for alt og alle, de mødte i tilværelsen, også deres forældre. Det var sikkert meget velmenende, men havde ikke meget med konfirmation at gøre.

1. maj begyndte jeg på Korupgård, som det man i dag kalder arbejdsdreng, og det var en meget stor forandring. Ejeren var en baron Lerke, han var ugift. Gårdens drift blev ledet af en forvalter. Der var 2 faste karle, 2 gifte husmænd, en gift fodermester, der boede i gårdens huse, og en ældre staldkarl, der havde sit værelse i hestestalden.

Jeg fik 1 1/2 kr. om dagen på egen kost, husmændene 1,75 kr. og 2,- kr. i høsten og fri bolig. Husmændenes koner havde mulighed for arbejde for samme løn som jeg. Der var 5 spand arbejdsheste, 2 hingste samt baronens ride- og køreheste. Hver mand havde sit bestemte spand, der skulle strigles og være pålagt seletøj, når forvalteren kl. 6 mødte i stalden og fordelte arbejdet. Arbejdstiden var fra 6 morgen til 6 aften med 1/2 times frokost og 1 times middag. Af maskiner var der kun, radrenser, radsåmaskine og en såkaldt aflæggerhøstmaskine, der lagde kornet i bunker, som så skulle bindes med hånden. Vi kunne være op til 10 bindere på en høstdag, for husmændenes koner og småhåndværkere i byen ville gerne tjene en ekstra skilling. Arbejdet gik med liv og lyst, trods mange tidsler i kornet. Kun forvalterens ankomst lagde en dæmper på lystigheden. Kornet blev senere kørt sammen i store stakke ved gården, og senere tærsket af et omrejsende tærskeværk med et damplokomobil, som trækkraft, også ved den lejlighed var der brug for ekstra arbejdskraft. Til sammenligning, i 1985 drives »Korupgård« sammen med »Amagergård« af ejeren selv og en enkelt medarbejder.

På gården var der ca. 40 køer, og derfor en del roeavl, og dertil et større areal med sukkerroer, der blev kørt til kogeriet i Odense. Udtynding af roer var en langsommelig affære. Først afsatte man med et hakkejern nogle blokke i passende afstand og derefter kravlede på knæene og tyndede til en enkel plante. Det gav ømme knæ, især på lerjord.

Den sommer tjente jeg ca. 200,- kr. og købte bl.a. en brugt cykel for 65,- kr., og den holdt mig ud i 6 år.

På gårde med mange sukkerroer var det almindeligt med polsk arbejdskraft. Særlig de polske piger var meget dygtige roearbejdere. I foråret 1910 blev en ældre tømrer med mig som medhjælper, sat til at istandsætte et tomt arbejderhus, som bopæl for 4 polske piger, der skulle ankomme til 1. maj. Det blev min opgave med et køretøj at afhente dem på Odense banegård, og med deres bylter kørt til det midlertidige hjem i Korup. Den ene af dem havde været i Danmark før, og kunne tale lidt dansk. De var meget nøjsomme, gik med bare fødder uanset arbejdets art. Som en del af lønnen fik de mælk og kartofler fra gården.

Allerede i 1910 sporedes mærkbar fremgang for landbruget. Selvbinder kom flere steder, også selvrensende tærskeværker fik indpas. Men det var mere end de gamle hesteomgange kunne klare, og der blev anskaffet petroleumsmotorer som trækkraft. Det store fremskridt for hele egnen var anlægget af Nordvestfynske jernbane, der blev åbnet i efteråret 1911 med en station i Langesø, Morud, Farstrup, Veflinge, Gamby osv.

25. april, 1914 rejste jeg til Odense som soldat ved 5. batallion 2. kompagni. Jeg fandt mig hurtigt til rette med forholdene, og blev sammen med 7 andre den 23. juni sendt til København for sammen med hold fra de øvrige garnisoner at danne øvelseskompagni for hærens skydeskole. En betingelse var en ordentlig opførsel samt en anbefaling fra den hjemlige skytteforening. Skydeskolen lå på Amager. Vi boede i fire træbarakker, 30 mand i hver lige op til hærens skydebaner. Det var en hel ferie, lidt feltøvelse om formiddagen og ellers skydning og hvad dertil hørte resten af dagen. I fritiden og om søndagen rig lejlighed til at udforske København.

Sidst i juli måned begyndte rygterne at svirre om krig i Europa, og vi fulgte i stor spænding dagbladenes telegramopslag. Efter planen skulle kompagniet deltage i en større fægtningsskydning, det vil sige øvelse i terrænnet med skarpe patroner i geværet, ovre i Jylland, og forinden havde vi en afsluttende skydning, hvor jeg var så heldig at blive nr. 2. Jyllandsturen blev en afbrænder, 1. august fik vi ordrer til at afgå til vore stamafdelinger. På turen over Sjælland ved alle stationer så vi grupper af unge mænd med en bylt og et par lange støvler. Der var indkaldt flere årgange, og vi forstod, at det var alvor. 5. batallion var nu på ca. 1000 mand fordelt på 4 komp., og der forestod nu en skrap træning særlig morter og skydning, og det kneb for det ældre mandskab, særlig med fødderne. Jeg husker særlig en varm høstdag på tur ad Søndersø landevej om ad Margård med første hvil på Tværskov marken, der var mange dårlige fødder for sanitetsfolkene at se på. Hjemturen gik over Bredbjerg, beboerne havde stillet spande med vand langs landevejen. Nogle af de ældre kunne ikke stå for fristelsen, trådte ud af geleddet og fyldte feltflasken. Oberstløjtnanten, der red i spidsen kom farende og skreg op. Det var i høj grad stridende mod god markorden. Kort før jul præsterede vi med feltmæssig udrustning og 120 skarpe patroner at gå 60 km. fra kl. 2 morgen til kl. 19. Men godt trætte var vi. Den 1. oktober blev 24 af os udtaget som elever på korporalskolen, og det gav forstærket optræning i både teori og praksis, der var stadig spænding om Danmarks eventuelle deltagelse i krigen, og det blev stærkt pointeret, da vi midt i januar måned måtte aflevere vore knivbajonetter, som skulle skarpslibes. Det drev heldigvis over, og Danmark bevarede sin neutralitet ved at minere og kontrollere al gennemsejling af vore farvande, men det gav en stærkt forøget vagttjeneste. Det indkaldte mandskab, der i mange tilfælde havde stiftet familie og egen virksomhed, havde det svært. En menig soldats løn var 25 øre om dagen plus kost, man skulle selv holde sig med undertøj og fodtøj samt pudserekvisitter. Hjemkommunen måtte træde til med en understøttelse.



Den 17. november, 1914 blev en særlig mindedag for 5. batallions soldater. Det var 300 årsdagen for batallionens oprettelse, og i den anledning var kong Kristian d. 10. kommet til Odense. Vi paraderede for kongen, der holdt en kort tale, mindede om den alvorlige situation også Danmark var i, og udtalte sin fortrøstning til at vi soldater i givet fald ville gøre den gamle batallion ære. Kongen førte derefter batallionen med regimentsmusikken i spidsen ind på Albanitorv. Langs ruten var mødt utallige tilskuere, der hyldede optoget, og vi soldater havde følelsen af, at det også gjaldt os.

1. april blev jeg udnævnt til korporal, og overført til reservebatallion og med til i løbet af sommeren at uddanne 2 hold rekrutter, men nu fik jeg 60 kr. om måneden og kosten, og følte mig som en hel Krøsus. Jeg blev hjemsendt 1. oktober, 1915 efter 1 1/2 års tjeneste. Men krigen gik sin gang, og det blev efterhånden svært i hjemmene, for alt blev rationeret: rugbrød, kaffe, te, sukker, smør, petroleum, kul og korn. Husmødre var opfindsomme, så det gik jo. I 1916 og 17 havde jeg to indkaldelser på 2 1/2 mdr. hver, men det var udelukkende vagttjeneste på »Knudshoved«. Der var stigende priser på alt, også landbrug og gårde blev opkøbt af driftige handelsmænd og udstykket.

Far købte således i 1917 en nabomark på 4 tdr. land, så nu var der 11 tdr. land at arbejde med. Som bekendt sluttede krigen 1918. Men i kølvandet på den kom den »Spanske Syge«, og den var hård i mange hjem. Jeg har ikke mærket den på min egen krop, men på anden vis. De landmænd, der før krigen havde købt petroleumsmotorer kunne grundet på rationering ikke få olie, sluttede sig sammen og købte et damplokomobil, hvori der kunne fyres med brænde. Den antagne fyrbøder fik »Spansk Syge« og jeg overtog midlertidig pladsen. Det drejede sig om 10 gårde, deraf fire i Vigerslev sogn: gl. Munkehus, Lars Kryhlmann og Tågerodgården samt Rasmus Sørensen i Morud. I de 10 hjem skete der 3 dødsfald: en 18-årig ung mand, en 30-årig eneste søn og en ung kone fra 2 små drenge.

Arbejdstiden var fra 6 morgen til 7 aften, davren et kvarter før seks, bestående af øllebrød en pande stegt flæsk på bordet med rugbrød til og kaffe. Kl. 9 frokost, skåret smørrebrød. Kl. 12 middag og kaffe. Kl. 4 smørrebrød og fra 7 1/2 til 8 nadver hårdkogt byggrød med sirup og sødt øl, næste aften grød med mælk på. Til alle måltider og ind imellem rigeligt med øl, men allerede før og under krigen var disse forhold jo på retur. Far var efterhånden blevet over 80 år, og overlod fuldstændig til mig at passe bedriften, men de 11 tdr. land kunne ikke bære anskaffelsen af meget maskineri, så alt korn skulle høstes med le og tærskes med plejl. 1919 kom elektriciteten til Korup, og det var en mægtig forbedring i alle forhold.

Af fritidsbeskæftigelser var det skydning, der havde min store interesse, og i 1917 ved et amtsskyttestævne var jeg så heldig at vinde en militærriffel. Den havde jeg megen glæde af indtil 1942, da tyskerne beslaglagde alle våben. Foruden de årlige skyttefester havde vi som andre steder fastelavnsridning med påfølgende 2 gilder, der foregik i den såkaldte storstue, eller i en vognport med bræddegulv. I Odense blev der fastelavnsmandag hvert år i Fyns Forsamlingshus afholdt nogle friskolemøder med foredrag af landets kendte højskoleledere, og der var jeg en interesseret tilhører. Det var en oplevelse, når skolebestyrer Peder Møller i den stopfyldte sal indledte med sangen »Guds ord det er vort arvegods«. Disse møder holdt desværre op efterhånden på grund af manglende tilslutning.

Lige fra min tidlige barndom havde jeg stor lyst til at læse og slugte alt, hvad jeg kom i nærheden af af bøger, men senere blev jeg medlem af »Fyns Stifts Læseforening«, og der var jo ubegrænsede muligheder. Min interesse for politik begyndte ret tidligt. Fik først 1920 lov til at stemme, og det var en stor begivenhed.

Det blev naturligt for mig at deltage i det politiske ungdomsarbejde, og her blev det »Christmas Møllers« syn på tingene, der var afgørende for mig.

1925 døde min far knap 90 år gammel, men arbejdet med bedriften fortsatte uændret, takket være min mors indsats.

I 1927 fik jeg en motorcykel, der lettede i det mere udadvendte arbejde. Der indtraf nu en stærk forværring af landbrugets forhold, forringet afsætning med følgende små priser. En pattegris kostede f.eks. kun 5 kr., en fed ko til slagtning 65,- kr. Hele forpartiet blev destrueret til kød og benmel. Det var svært for mange, der havde købt dyrt efter krigen. Mindre landbrug med små driftsudgifter klarede sig bedst, og større brug fik mulighed for at indgå på akkord med kreditorerne. Min interesse for kirkelige forhold medførte i 1930 medlemsskab af Korup menighedsråd.

Der indtraf efterhånden en bedring i landbrugets økonomi. Jeg blev kendt med Martha, og 1. august 1935 overtog vi gården i Rue, men det er en anden historie.

Jeg kan kun med glæde og taknemmelighed se tilbage på de foregående år af min tilværelse.

Geografisk søgning
Udskriv denne side
Klik på den lokalitet du søger information om

Udvalgte emner
»Fortidsminder 
»Gadekær 
»Kirker 
»Mindesmærker 
»Naturområder 
»Slotte og herregårde 
»Skulpturer 
»Øvrige 
»Lokalhistorie 
»Cykelruter på Nordfyn 
»Gamle nyheder 
»Nordfynske vejnavne 
»Nordfynske stednavne 
»Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn 
© Hanne og Benny Doré

Vestergade 16, Særslev. 5471 Søndersø
NordfynsWeb blev udgivet i perioden 2001-2005

NordfynsWeb opdateres ikke.
Der kan derfor være informationer som ikke længere er aktuelle.
Kontakt (09.00-18.00)
Hanne Doré:30 24 10 98
Benny Doré:20 49 10 24
E-mail:Klik her
Åbningstider:Klik her
Nyhedsmail
Få besked om nye vine eller årgange, nyt fra vingårdene, gode tips eller måske et godt tilbud fra DoréDelicato.
Tilmelding:» Klik her
Find vin
» Pris
» Klassifikation
» Vinhus
» Nye vine og årgange
» Få flasker tilbage
» Med skruelåg
» Økologisk
» Gambero Rosso
» Wine Spectator
» Robert Parker
» Alle topvine
Eller skriv søgeord:
Køkkenskriverier
Nietzsche og Venedig
01. maj 2020
Det hotel vi plejer at bo på i Venedig er jo som stort set alt andet i.....
» Læs mere
Bliver hjemme med min tømrerblyant
11. april 2020
Den 12 marts corona-lukkede vi vores fysiske butik og fulgte statsmini.....
» Læs mere
» Alle køkkenskriverier