Lagt ud på NordfynsWeb den 10. Januar 2005 kl. 00:04
Savnede tyngde i angrebet Af Finn Toftegaard
 Flemming 'Bager' Pedersen forsøger sig mod Helsingørs forsvar og rutinerede målmand. Foto: Benny Doré Det var med en vis spænding, at man imødeså kampen mod hæderskronede Helsingør i den første kamp efter julepausen. Ikke mindst fordi at det måske lidt overraskende, lykkedes OHK at få point med hjem i de to holds første indbyrdes opgør.
De fleste havde dog nok rettet fokus mod OHK's nye trænerduo - Martin Lange / Kristian Rasmussen, som i julepausen overtog styringen efter Ole Andersen.
Da de gulblusede nordfynboer i ly af gårsdagens orkan løb på banen i Otteruphallen, fornemmede man da også tydeligt glæde og kampgejst.
Panderynkerne var dog til at få øje på blandt de kun 150 tilskuere. Hvordan ville holdet klare sig uden storskytten Bo Stage, der ikke var med i dagens kamp.
Forsvarsmæssigt fik holdet en god start og holdt de fysisk stærke Helsingørspillere på afstand - om end det kostede nogle udvisninger i kampens start. Værre så det ud, når OHK kom op over midterlinien og skulle vise deres værd i det etablerede angrebsspil. Mange kombinationer flød fint, men der manglede i høj grad snert over afslutningerne, hvilket gjorde det forholdsvis nemt for den rutinerede Helsingørmålmand John Iversen. OHK's Michael Espersen ville dog ikke stå i skyggen af sin kollega og leverede mange flotte redninger i første halvleg. Dette var en medvirkende årsag til et beskedent antal mål før pausen, hvor Helsingør kunne gå i omklædningsrummet med en føring på 11-8.
 OHK manglede i høj grad snert over afslutningerne, hvilket gjorde det forholdsvis nemt for den rutinerede Helsingørmålmand John Iversen. Foto: Benny Doré
OHK fulgte godt med i starten af 2. halvleg, men ved stillingen 13-10 trak Holger Danskes udsendte fra og bragte sig på noget, der lignede sejrskurs med føring på 16-11.
En kort opblomstring af hjemmeholdet, hvor især højrefløjen Anders Bo Pedersen med 3 hurtige scoringer bragte OHK tilbage i kampen, men kun for en kort stund, hvorefter Helsingør stille og roligt udbyggede deres føring til slutresultat 26-19.
Savnet af Bo Stage var tydeligt og eneste reelle skudtrussel var Kristian Toftegaard, der gennem hele kampen forsøgte sig ihærdigt, men på trods af 3 scoringer havde svære odds mod rutinerede John Iversen.
Den manglende skudkraft fra distancen bevirkede, at Helsingørholdet gennem det meste af kampen dækkede massivt 6-0 i forsvaret, hvilket gav svære betingelser for OHK's to midterstregspillere.
Topscorer for OHK blev Anders Bo Pedersen med 5 mål og herefter Kristian Toftegaard og Martin Lange med hver 3 scoringer.
Nederlaget til trods fornemmede man en positiv holdning i truppen og der må nu arbejdes målrettet frem mod næste svære udekamp den 18. januar ude mod Hillerød.
 Savnet af Bo Stage var tydeligt og eneste reelle skudtrussel var Kristian Toftegaard, der gennem hele kampen forsøgte sig ihærdigt. Foto: Benny Doré
Lagt ud på NordfynsWeb den 10. Januar 2005 kl. 00:04
Artiklen er venligst stillet til rådighed af Otterup HK Link til Otterup HK's hjemmeside: www.otterup-hk.dk
|